Urbanplanen klar til 2. etape
Byggeri | Af Kim Ebbesen |
Københavns Kommune har fundet rådgiver til at gennemføre et løft for 80 mio. kr. af Urbanplanen med opførelsen et helt nyt kvarter i det almene boligområde.
Der er allerede gennemført en storstilet renovering af boliger i Urbanplanen, og arbejdet med at modernisere Remiseparken centralt i Urbanplanen er sat i gang. Nu tages endnu et skridt for at løfte området med opførelsen af nye ejerboliger, nye fritidsinstitutioner, biblioteksrenovering, nyt grønt område og opgraderede byrum. Dermed tages der hul på anden etape af udviklingsplanen for Urbanplanen.
Københavns Kommune har udvalgt et totalrådgiverteam bestående af Tredje Natur, JaJa Architects, EKJ rådgivende ingeniører og Hans Larsen Bygherrerådgivning til projektet, der indeholder omkring 20.000 kvm. boliger og forretninger samt forskønnelse af omkring 20.000 kvm. grønne områder.
Leg og ophold
Urmagerstien og Urbanpladsen omdannes til et sammenhængende attraktivt byrum, Solvang Bibliotek helhedsrenoveres og områdets to eksisterende fritidsklubber flyttes og genopføres. Der vil også blive opført en række nye fritidsinstitutioner til Urbanplanens børn og unge og områdes skybrudssikres med bynatur og regnvandsbassiner.
- Ved at omdanne Urbanpladsen og Urmagerstien giver vi beboerne i området en helt ny mulighed for at gøre brug af deres nabolag, som i høj grad skal invitere til leg og ophold. Med den store forvandling af både omgivelser og byrum kan vi være med til at få løftet Urbanplanen til københavnerstandard, og med Tredje Naturs planer er vi klar til at tage næste skridt, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (E).
I Urbanplanen er samtlige boliger i øjeblikket almene boliger, og det vil kommunen ændre ved at sælge grunde til private boligprojekter. I alt skal der bygges omkring 175 nye ejerboliger, som skal være med til at ændre beboersammensætningen i området.
- At planlægge den sidste brik i Urbanplanen forpligter. Hele rådgiverteamets ambition har derfor været at skabe et helt særligt sted, hvor bygninger, byrum og bynatur sammen udgør en stærk social sammenhæng. Et mangfoldigt boligområde hvor vi, sammen med beboerne, boligforeningen og byen, vil skabe grobund for et spirende hverdagsliv i øjenhøjde. Vi glæder os stort til at komme i gang med at bygge boliger, byrum, bibliotek og fritidsinstitutioner for alle børn og voksne i Urbanplanen, siger Ole Schrøder, partner i Tredje Natur, på vegne af rådgiverteamet.
Byggeriet går i gang i juni 2018 og forventes afsluttet i september 2019.