Fremtidens København har et investeringsbehov på 10 mia. kr.
Politik | Af Kristian Troelsen |
En ny opgørelse fra Københavns Kommune viser, at der frem mod 2027 bliver behov for investeringer i omegnen af 10 milliarder kroner.
København rundede i september 600.000 indbyggere, og det forventes, at byen vokser med yderligere 100.000 borgere frem mod år 2027. Den stigende befolkningsvækst helt konkret et behov for 439 nye daginstitutionsgrupper, 1.381 plejehjemsboliger, 4 parker samt 45 kultur- og fritidsfaciliteter, hvilket det vil koste i omegnen af 10 milliarder kroner at opføre. Det viser en ny anlægsopgørelse fra Københavns Kommune.
Investeringsbehovet omfatter blandt andet skoler og daginstitutioner, fordi der fødes flere børn i byen. Antallet af børnefamilier er steget, så der i dag bor 19.000 flere børnefamilier end for 15 år siden. Det svarer til en stigning på 35 procent.
Flere ældre
Samtidig peger opgørelsen på et behov for at bygge plejeboliger, der skal tilgodese, at antallet af ældre i alderen 65-99 år vokser med over 1.200 personer hvert år frem til 2027. Og så er der kultur- og fritidsanlæg, som for eksempel kulturhuse, biblioteker og fodboldbaner, der skal bidrage til det gode og aktive københavnerliv.
- Når byen vokser så hastigt, som den gør i disse år, stiller det store krav til vores planlægning. Det er vores ansvar, at vi får lagt en langsigtet plan. Nu har vi et overblik over, hvor vi i de kommende år skal afsætte midler, og hvor vi skal sætte ind for at sikre, at København også i fremtiden bliver en af verdens bedste byer at bo i, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).
Anlægsopgørelsen giver overblik og bruges til at lave en langsigtet plan for kommunens udbygningsbehov på tværs af forvaltningerne. Det gør politikerne i stand til proaktivt at erhverve grunde og byggeretter i tide og til de rette priser. På den måde skal det kunne lade sig gøre at fremtidssikre en høj kvalitet på de serviceydelser, kommunen leverer.
Ikke finansieret
Opgørelsen er udelukkende en vurdering, hvor langt de fleste initiativer ikke er vedtaget eller finansieret. Den er baseret på det nuværende serviceniveau og tilpasses hvert år den demografiske udvikling. I de kommende år vil det være op til Københavns politikere at tage stilling til, hvilke tiltag der skal prioriteres ved de årlige budgetforhandlinger.
- Vi skal sikre, at der både er pasningsmuligheder og skoler til vores børn, plejeboliger til vores ældre københavnere og kultur- og fritidsfaciliteter, så alle københavnere har mulighed for at leve et aktivt og sundt liv. Det er helt basal velfærd, og den skal være i orden, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen.
Med budgettet for 2017 er der allerede afsat penge af til nogle af de initiativer, der er nødvendige for at dække fremtidens behov.