Dansk Byggeri: Lærlingelønnen koster flere praktikpladser
Erhverv | Af Dan Bjerring |
3F afviser, at lærlingelønnens størrelse er et problem, men ser meldingen fra Dansk Byggeri som indledning på overenskomstforhandlingerne.
Det er ikke første gang, at arbejdsgiverne i byggebranchen lufter tanken om at sænke lønnen for lærlinge i forsøget på at skaffe flere praktikpladser, men nu kan de sort på hvidt dokumentere, at danske byggevirksomheder ville ansætte flere lærlinge, hvis udgifterne til lærlingelønningerne var mindre end i dag.
Det fremgår nemlig af en ny spørgeundersøgelse fra Dansk Byggeri, der peger på, at lærlingelønnen har nået et niveau, hvor især de små og mellemstore virksomheder har svært ved at finde pengene til lærlinge.
- Det er et problem, vi har kendt i mange år, og som vi løbende har gjort opmærksom på. Nu begynder overenskomstforhandlingerne, og så vil vi mane til, at man kigger på lærlingeområdet med respekt for, at der skal være mulighed for, at virksomhederne skaber nogle praktikpladser, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl til Dagens Byggeri.
Svag stigning
Hun noterer, at der er en problemstilling i forhold til arbejdsmængden - jo flere opgaver, byggeriet har, jo flere lærlinge tages der ind i virksomhederne.
- Beskæftigelsen er steget, og der er en svag stigning i antallet af praktikpladsaftaler, men virksomhederne er oven på krisen blevet mere forsigtige og tør ikke binde sig til lærlinge i lange perioder. De har set, hvor galt det kan gå, når de står med en forholdsvis stor lønudgift til en lærling, men ikke har noget arbejde til dem. Startlønnen ligger omkring 11.000 kroner om måneden, og det er meget, fordi det tager nogen tid, før lærlingen kan bidrage til produktionen. Det er for små og mellemstore virksomheder et problem - især i starten af lærlingetiden. Derfor er der nogle, der tøver, og der er ingen tvivl om, at var det billigere at have lærlinge, ville der også blive flere lærepladser, siger Louise Pihl videre.
Lille bedring
Hun forklarer, at der er sket en lille bedring, efter at lønrefusionen er steget, mens lærlingene er på skole.
- Det allerværste for en lille virksomhed er jo, når de ikke har lærlingen i virksomheden, men skal betale en høj løn. Men der er brug for generelt at se på niveauet for lærlingelønnen. Det er afgørende for, om virksomhederne vil have dem, siger Louise Pihl.
Opvarmning
Formanden for 3F's Byggegruppe, Kim Lind Larsen, er ikke i tvivl om, at Dansk Byggeri med meldingen om høje lærlingelønninger varmer op til de kommende overenskomstforhandlinger.
- Dansk Byggeri har længe påstået, at lærlingelønningerne er for høje, men nu har vi lige haft en trepartsforhandling, hvor Dansk Byggeri sad med ved bordet og har fået nogle løsninger, som faktisk gør det billigere at have lærlinge. Vi har eksempelvis været ude med nogle forslag omkring social dumping, og det er del af det almindelige spil op til en overenskomst. Til gengæld har vi nu fået en undervisningsminister, der blander sig. Det er rystende. Hun har meldt ud, at det er op til 10.000 kroner for dyrt at have en lærling, fortæller Kim Lind Larsen til Dagens Byggeri.
Hentes ind i sidste ende
Kim Lind Larsen fortæller, at han har deltaget i Dansk Byggeris Træsektions årsmøde, hvor kun cirka 100 af cirka 700 adspurgte virksomheder svarede, at lærlingelønnen kan være et problem.
- I stedet for at tegne en kort lærlingeaftale, som de kun har i starten, kan de tegne en hel aftale, så de penge, de eventuelt mener at sætte til i starten, henter de ind i den sidste ende, når lærlingen er lige så dygtig som en svend. Problemet er snarere, at virksomhederne ikke kan se tre et halvt år frem i deres ordrebøger. Det har de i øvrigt aldrig kunnet, siger Kim Lind Larsen.