Torvebyggeri i gang
Byggeri | Af Torben Jastram |
Ny Netto-butik og 40 nye ejerlejligheder på Vallensbæk Stationstorv
Byggeriet af 40 nye ejerlejligheder og en ny Netto-butik på Vallensbæk Stationstorv er netop gået i gang. Bygherre er en fond administreret af Nordic Real Estate Partners, og NRE Denmark A/S er totalentreprenør.
Netto-butikken bliver afløser for kædens nuværende butik på den modsatte side af stationstorvet.
Ejerlejlighederne opføres i størrelser fra 39 til 100 kvadratmeter og med en fælles taghave. Nettos nye butik bliver på 1200 kvadratmeter. Det samlede bebyggede areal bliver 4200 etagemeter.
Bedre vilkår
Byggeriet bliver del af den omfattende udbygning af centerområdet i Vallensbæk, som er undervejs både nord og syd for Vallensbæk Station.
I området kan opføres i alt 19.550 kvadratmeter detailhandel. Der ligger allerede en række dagligvarebutikker og restauranter.
Vallensbæk Kommune ønsker, at der generelt skabes bedre vilkår for handel for kommunens borgere samt øget tryghed gennem flere boliger, og der er lagt op til kraftig vækst og byfortætning i hele området. Visionen er at skabe sammenhæng fra Stationstorvet ned mod Strandparken, eventuelt med et promenadebånd i ramblastil langs Vallensbæk Torvevej.
I forbindelse med byggeriet bliver parkeringspladsen på den sydlige side af Vallensbæk S-togsstation omlagt, og grunden, hvor den nye ejendom opføres, bliver udvidet med en del af det arealet fra Vallensbæk Torvevej. Flere af de store veje i området gøres smallere, og den generelle fartgrænse i området vil fremover blive højst 50 km/t med forbedrede forhold for fodgængere og cyklister.
Byggeriet forventes at stå færdigt i december 2017. Det er tegnet af Skovhus Arkitekter, og HAMI Consult er rådgivende ingeniører.