Pres på byerne giver plads til nytænkning
Erhverv | Af Kristian Troelsen |
Natur, deleøkonomi og fællesskaber udgør fundamentet i byudviklingsprojekterne Nærheden og Nye, der skal imødekomme tilstrømningen af mennesker til de største byer.
Mennesker søger i stigende grad mod byområder, og det sætter pres på byernes evne til at møde borgernes behov for en hverdag med tryghed, mobilitet og frisk luft. Derfor har bevægelsen også sat skub i nye byudviklingsprojekter, og i Danmark er der blandt andet gang i udviklingen af de nye bydele Nye og Nærheden ved henholdsvis Aarhus og København, hvor markområder bliver udviklet fra bunden med moderne, energieffektive boliger med nem adgang til indkøb, fritidsaktiviteter, skole, natur og kollektiv transport. Det skriver Cowi i en pressemeddelelse.
- Det er en fantastisk mulighed at få lov at starte helt fra bunden og udvikle en moderne forstad, som er mere fremtidsorienteret og bæredygtig end 60'ernes forstæder, hvor store ensartede parcelhuskvarterer blev rullet ud ved siden af monotone lejlighedskarréer. I dag har vi lært, at det ikke gør noget godt for nogen at operere med så meget ensartethed på en gang, siger Ole Møller, projektdirektør i Nærheden, der er et nyt byudviklingsområde i Hedehusene i Høje-Taastrup Kommune cirka 20 minutters togrejse fra København.
Ingen høje hække
Ole Møller, der tidligere har arbejdet som rådgivende ingeniør hos Cowi, teknisk direktør i Roskilde Kommune og kommunaldirektør i Faxe Kommune, har en klar vision for den nye forstad: At skabe de optimale rammer for fællesskab og nemt hverdagsliv.
- Ingen skal føle sig spærret inde bag høje hække. Vi ønsker at kombinere byens tæthed og byliv med forstadens grønne kvaliteter og mulighed for at have sit eget private udeareal. Beboerne skal have de bedste muligheder for at bruge byen og dyrke fælles interesser, siger Ole Møller.
Uden for projektkontorets vinduer i Nærheden er entreprenørmaskiner og folk med hjelme i fuld gang med at anlægge de første nye veje og forsyningsledninger til bydelen, og lige over for står en solskinsgul salgspavillon på den grund, hvor entreprenøren MT Højgaard bygger den første etape rækkehuse. Planen er, at der på Nærhedens 65 hektar ubebyggede område skal bygges i alt 3.000 boliger med tilhørende skoler, institutioner, idrætsfaciliteter, dagligvareforsyning, sundhedshus m.m. til byens forventede 8.000 indbyggere.
En delegeneration
Deleordninger - af blandt andet biler, gæsteværelser, kontorarbejdspladser og værksteder - vil være et centralt element i både Nærheden og Nye, som dermed rammer en stadig mere udbredt tendens blandt især den yngre generation mellem 18 og 34 år. En generation som ikke nødvendigvis ønsker at eje materielle goder og i stedet deler tingene gennem nye forretningsmodeller.
- Jeg oplever en stor interesse for et alternativ til de høje ligusterhække og skarpt opdelte matrikler - også i den ældre generation. Folk vil gerne hinanden. Desuden giver det ingen mening at bygge en masse kvadratmeter, som står ubrugte det meste af tiden. I stedet handler det om at gøre noget, der er til gavn for os alle og passe bedre på de ressourcer, vi har, siger direktør Jørn Tækker fra Tækker Group, som står for udviklingen af Byen Nye ved Aarhus, hvor de første nybyggede huse forventes at stå klar i foråret 2017.
Bruger ressourcerne
Cowi er hovedrådgiver på udviklingen af Nærheden, herunder veje, vand og digital infrastruktur, og i byudviklingsprojektet Nye har Cowi blandt andet haft ansvaret for udvikling og projektering af både vejene og al vandhåndtering, herunder innovativ udnyttelse af regnvand samt skybrudssikring. Ideen med de nye bydeles placering er, at de ligger i naturskønne omgivelser og tæt på kollektiv trafik, som skaber en hurtig forbindelse til de større byer.
CEO i Cowi Lars-Peter Søbye påpeger, at de voksende byer og klimaforandringer er globale udfordringer, som står øverst på dagsordenen hos mange kunder - og dermed også hos Cowis specialister.
- Hvordan skaber vi fortsat plads og mobilitet til de voksende byers borgere, som gerne vil kunne nyde naturen og bevæge sig frit i stedet for at spilde tiden i bilkøer på vej hjem fra arbejde? Hvordan håndterer vi de voksende vandmasser? Kan vandmasserne ligefrem være en ressource i byudviklingen og ikke et problem, hvis vi finder den rigtige løsning? Jeg tror det. Nærheden og Byen Nye er blot to eksempler på, at komplekse udfordringer kan vendes til nye muligheder, når der tænkes innovativt, og jeg er stolt over, at Cowi bidrager til udviklingen, siger Lars-Peter Søbye.