Nyt besøgscenter ved historisk mødested
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Et team er udpeget som vindere af konkurrencen om Nyt Besøgscenter Skamlingsbanken. Det unikke historiske sted og særlige istidslandskab skal igen blive et folkeligt mødested.
Et team bestående af Cebra architecture, 2+1 Idébureau, Opland Landskabsarkitekter, Dansk Energi Management & Esbensen og Drias Rådgivende ingeniører er udpeget som vindere af konkurrencen om Nyt Besøgscenter Skamlingsbanken i Sjølund ved Kolding.
Skamlingsbanken er et af Sønderjyllands højeste punkter og har dannet bagtæppe for nogle af Danmarkshistoriens vigtigste taler. Den 113 meter høje bakke skråner ned til Mosvig ved Lillebælt, har igennem historien udgjort en naturlig scene for vigtige taler afholdt af blandt andet Grundtvig. Således handler arkitektkonkurrencen om at forene historiens vingesus og et unikt og karakteristisk landskab i et nyt besøgscenter.
- I vores forslag bliver besøgscentret en integreret del af landskabet. Landskab og udstilling smelter sammen i en arkitektur, der indrammer, iscenesætter og italesætter landskabet, og hvor den besøgende oplever en både kontemplativ og sanselig tilknytning til området og dets historie, forklarer Carsten Primdahl, arkitekt og partner hos Cebra.
Naturens kræfter
Et vigtigt element i vinderforslaget er det overordnede koncept 'Natur og stemmer, der samler', som formidler talens og naturens kræfter.
Her vil den besøgende lytte til stemmerne fra det danske sprogs forkæmpere, kvindekampens frontløbere og sejrsstemningen efter 2. Verdenskrigs afslutning. Eller gå gennem en shitstorm, efterabe kropssprog og dele holdninger om aktuelle sager. På den måde vil udstillingen formidle Skamlingsbankens historiske begivenheder ud fra relevante nutidige perspektiver og samtidig debattere samfundsrelevante emner.
- Med vinderforslaget får vi skitsen til et fantastisk besøgscenter - arkitektonisk spændende i den måde, det falder ind i landskabet, og med supergode bud på fængende formidling. Jeg er sikker på, at besøgscentret, når det står færdigt, vil give besøget på Skamlingsbanken yderligere kvalitet og bidrage til, at stedets dramatiske historie bliver endnu mere levende og vedkommende for nutidens mennesker, fortæller formanden for dommerkomiteen, Birgitte Kragh.
Portal til landskabet
Det kommende besøgscenter vil fungere som en arkitektonisk portal, der samler og formidler en række oplevelser for den besøgende. Herfra vil ture i området tage sit udspring og her kan de besøgende finde vej videre ud i landskabet eller de kan søge mod udstillingen, caféen eller undervisningen inde i besøgscentret.
Formidlingen af stedet og dets historie fortsætter udenfor besøgscentret i form af en række destinationer, der er placeret langs et interessant stiforløb ude i landskabet.
Besøgscentrets bærende vægge samt gulv udføres i en mørk brunlaseret beton. Et råt og robust materiale, der samtidig er stemningsskabende, har referencer til jordlag og som skaber et roligt bagtæppe for den imponerende udsigt, der er det udstillingsbærende element. Denne fortættede stemning understøttes i det bølgende loft i mørke trælameller, der samtidig er med til at sikre en behagelig akustik i besøgscentret. Et loft, der følger tagets bakkende forløb som et indvendigt bakkelandskab.