Penge til indsats mod social dumping en del af finansloven
Politik | Af Dan Bjerring |
Beskæftigelsesministeren afviser kritik: - Regeringen fortsætter kampen mod social dumping, siger han.
Fra både fagbevægelsen og dele af Folketinget har der været rejst kritik af regeringen for ikke at fortsætte kampen mod social dumping. Men det afvises af beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen, der siger til Dagens Byggeri, at regeringen lægger meget vægt på at bekæmpe social dumping, og at arbejdet med det emne har fået en høj prioritet:
- Jeg har været overrasket over den rejste kritik i pressen, fordi oppositionen selv, da de var i regering, ikke sikrede bevillinger ud over den periode. Jeg er meget tilfreds med, at der i Finansloven er sikret en bevillingsramme, så vi kan køre videre med samme aktivitetsniveau, som i dag, siger Jørn Neergaard Larsen til Dagens Byggeri.
Der skal mere til
Det betyder dog ikke, at ministeren er tilfreds:
- Mit mål er, at vi gennem digitalisering og effektvisering bliver bedre til kontrollen med både udenlandske virksomheder og deres medarbejdere. Jeg har givet det bilaterale europæiske samarbejde høj prioritet, og vi får gennem Håndhævelsesdirektivet hjælp fra EU. Det giver os yderligere adgang til registre og mulighed for myndighedssamarbejde over grænserne. Danmark har i fremtiden et god grundlag for at registrere tilstedeværelse og arbejdsmiljø hos virksomheder, der opererer i Danmark - uanset om det er udstationerende virksomheder, eller virksomheder der er i Danmark på basis af danske CVR-numre. Desuden har vi stærkt fokus på "arme-ben-virksomheder", forklarer ministeren videre.
Større tryghed
Det er i øvrigt et problem, at eksempelvis polske myndigheder ikke ligefrem er behjælpelige i at inddrive tilgodehavender til de danske myndigheder:
- Også her bliver grundlaget bedre. Dels baseret på bilateralt samarbejde og dels de muligheder Håndhævelsesdirektivet giver. Desuden har vi sammen med arbejdsmarkedets parter skabt en situation , der giver større tryghed for de medarbejdere, som bliver svigtet af de udenlandske virksomheder, som arbejder i Danmark, slutter beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen.