Forskellig finansiering af kystsikring
Politik | Af Dan Bjerring |
Østdanmark må selv betale for sikring mod oversvømmelser, mens Vestdanmark får kystbeskyttelse finansieret af staten.
Regeringen agter ikke at lave om på statens involveroing i kystbeskyttelse rundt om i Danmark. Det fremgår af et svar fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til den konservative miljøordfører Mette Abildgaard, der har bedt ministeren redegøre for, hvad det vil koste at udvide kystbeskyttelsesordningen fra Vestkysten til også at omfatte de ti områder, der er udpeget i forbindelse med EU's oversvømmelsesdirektiv til at være særligt truet af oversvømmelse.
I praksis betyder ministerens svar, at borgere i Østdanmark skal være med til at finansiere kystbeskyttelse i Vestdanmark, mens det modsatte ikke er tilfældet.
Det er ikke muligt eller hensigten med oversvømmelsesloven at pålægge kommunerne at etablere en specifik form for højvandsbeskyttelse eller gennemføre andre initiativer.
Esben Lunde Larsen
Miljø- og fødevareminister
Fællesaftaler
Men ministeren afviser, at de to ting kan sammenlignes:
- Ordningen på Vestkysten kan ikke direkte overføres til de områder, der er udpeget som særligt oversvømmelsestruede. Aftalen om kystbeskyttelsen på Vestkysten gennemføres efter fem-årige fællesaftaler mellem staten og kommunerne. Fællesaftalen er således grundlag for den aktivt gennemførte kystbeskyttelse, som Staten ved Kystdirektoratet er ansvarlig for at udføre, påpeger ministeren.
Der henvises videre til, at den centrale del af Vestkysten - 110 kilometer kyst mellem Lodbjerg-Nymindegab - er Danmarks mest udsatte erosionskyst med risiko for tilbagerykning af kysten visse steder med op til otte meter pr. år.
Historisk betinget
Med den smalle klitbarriere og det lavtliggende bagland med fjorde er meget store områder og infrastruktur oversvømmelsestruet, hvis ikke der gøres en permanent indsats for at bremse kysttilbagerykningen og risikoen for klitgennembrud ved storm.
- Statens engagement på Vestkysten rækker historisk tilbage til 1800-tallet og beror på en række politiske beslutninger om blandt andet at holde Thyborøn Kanal farbar for sejlads, sikre at det er muligt at bo og drive erhverv langs Vestkysten med sikkerhed mod oversvømmelser og tab af menneskeliv samt anlæg af statshavne. Efter en voldsom storm i november 1981 med klitgennembrud og store oversvømmelser var der en erkendelse af, at den hidtidige indsats var fragmenteret og utilstrækkelig. Det førte til politisk beslutning om en statslig koordineret og finansieret indsats med indgåelse af den første fællesaftale på Vestkysten i 1983 mellem kommuner, amt og staten, skriver Esben Lunde Larsen.
Efter amternes nedlæggelse overgik amtets bidrag til staten, og der findes yderligere tre mindre fællesaftaler - Blåvand, Lønstrup, Skagen.
Grundejers ansvar
- Fællesaftalerne udgør en undtagelse fra det generelle udgangspunkt om, at det er grundejers ansvar at beskytte sin ejendom mod havet, idet staten med en række politiske beslutninger gennem de seneste 150 år har påtaget sig et særligt ansvar for beskyttelse af Vestkysten. Oversvømmelsesloven har til formål at mindske de negative konsekvenser af oversvømmelser fra vandløb, fjorde og havet ved at fastlægge retningslinjer for vurdering og styring af risikoen for oversvømmelser. Der er således tale om etablering af et grundlag for kommunernes planlægning og prioritering af tiltag gennem udarbejdelse af en såkaldt risikostyringsplan, forklarer miljø- og fødevareministeren videre.
I Danmark skal kommuner med områder, der er udpeget efter oversvømmelsesloven, udarbejde en risikostyringsplan. Risikostyringsplanerne skal udarbejdes på grundlag af kort og data, som staten stiller til rådighed. Planernes formål er at fastsætte passende mål for sikkerhed og tiltag til styring af oversvømmelsesrisici under inddragelse af alle aspekter af risikostyring med særlig fokus på forebyggelse, sikring og beredskab.
- Det er ikke muligt eller hensigten med oversvømmelsesloven at pålægge kommunerne at etablere en specifik form for højvandsbeskyttelse eller gennemføre andre initiativer, oplyser Esben Lunde Larsen og erkender, at Kystdirektoratet ikke har et grundlag for at beregne kommunernes omkostninger til eventuelle indsatser.