COWI med til at virkeliggøre forskningsanlæg
Byggeri | Af Torben Jastram |
COWI er blevet valgt til at projektere et banebrydende forskningsanlæg European Spallation Source, ESS.
Når det avancerede forskningscenter ESS står færdigt, vil det kunne byde velkommen til 2000-3000 videnskabsfolk fra hele verden hvert år.
ESS bliver et tværfagligt forskningscenter baseret på verdens mest kraftfulde neutronkilde, og forskningen vil potentielt kunne føre til de næste store opfindelser inden for medicin, miljøteknologi, energi, kulturarv eller grundlæggende fysik.
Vi er beærede over at blive udvalgt til at drive detailprojekteringen af target-bygningen på et anlæg i denne størrelsesorden.
Markedschef Jacob Egede Andersen
COWI
Ved produktionen af neutroner til forskningen vil der blive genereret ioniserende stråling, og for at leve op til de deraf følgende sikkerhedskrav skal bygningen kunne modstå et potentielt jordskælv, som finder sted en gang for hver 1 million år. Det betyder, at væggene skal være op til fire meter tykke, og gulvene skal være tilsvarende tunge.
Jordskælvserfaringer
COWI er udvalgt som en af de ledende rådgivere på ESS, og ingeniørerne vil blandt andet trække på deres erfaring med projektering af verdens største broer samt metrotunneller af beton i områder med kraftig seismisk aktivitet.
Jacob Egede Andersen, markedschef i COWI, skal lede projektet og er i øjeblikket ved at samle et team af eksperter til opgaven.
- Vi vil have fokus på projektstyring og sikre, at ingeniørerne fra de forskellige afdelinger kan trække på deres fælles erfaringer fra detailprojekteringer på de største broer i områder med kraftig seismisk aktivitet som f.eks. Californien eller Bosporus i Tyrkiet. Betoneksperterne har erfaring fra metro-projekter i København, Athen og Doha, og disse erfaringer skal kombineres med vores viden om håndtering af ioniserende stråling, som bibringes af de eksperter, der har arbejdet med afvikling af atomanlægget på Forskningscenter Risø, fortæller Jacob Egede Andersen.
Særdeles kompliceret
Projekteringen af ESS er yderst kompliceret og skal godkendes af den svenske sikkerhedsmyndighed Strålsäkerhetsmyndigheten. Desuden er der en meget fast deadline for byggeriet.
- Vi er beærede over at blive udvalgt til at drive detailprojekteringen af target-bygningen på et anlæg i denne størrelsesorden. Det er langt mere end et infrastrukturprojekt. Det bliver et verdens førende forskningsanlæg, der bruger neutroner, og kan potentielt gøre en stor forskel for international forskning, siger Jacob Egede Andersen.
Projektet kom i hus i oktober 2016 som følge af COWIs rammeaftale med ESS fra 2014 og kører indtil første 'beam on target' i 2019.