Stærke kompetencer til Kuben
Erhverv | Af Dagens Byggeri |
De tidligere Cenergia-stiftere bringer stærke bæredygtigheds-kompetencer ind i Kuben Management.
Rådgivningsvirksomheden Cenergias tidligere ejere Ole Balslev-Olesen, Ove Christen Mørck og Peder Vejsig Pedersen har fundet sig til rette i deres nye roller som chefrådgivere hos Kuben Management, efter Cenergia i oktober blev en del af Kuben Management A/S. De tre herrers mangeårige erfaring og kompetencer indenfor energi og bæredygtighed i byggeriet videreføres og anvendes i nye sammenhænge hos Kuben Management.
Solide kompetencer til DNGB-certificeringer
Civilingeniør Ole Balslev-Olesen ser frem til at fortsætte sit arbejde med DGNB-certificeringer hos Kuben Management og til at udvikle området som en stærk, ny rådgivningsydelse i virksomheden. Senest har Ole Balslev-Olesen DNGB-certificeret det nye administrations- og multihus Skanderborg Fælled. Ole vil også bidrage med løsninger i forhold til nye og højere energikrav i bygningsreglementet, og han vil arbejde med konkurrenceprojekter for bæredygtige forsyningssystemer.
Udvikling af nye koncepter for lavenergibyggeri
Ove Christen Mørck, cand.scient og phd., vil hos Kuben Management arbejde videre med konceptudvikling for lavenergibyggeri, både i nybyggeri og i forbindelse med integrering af lavenergi- og vedvarende energiteknologier i helhedsplaner for renovering. Derudover vil Ove blandt andet fungere som projektleder på nationale og internationale forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter.
Styrket indsats indenfor udbredelsen af solenergi og AktivHus-standard
Civilingeniør Peder Vejsig Pedersen kommer med en række udviklings- og formidlingsprojekter indenfor bygningsintegrerede solceller. Peder Vejsig Pedersens fokus er blandt andet på, hvordan man kan sikre et marked for solceller til almene boliger og på at gøre AktivHus-standarden til en gængs mærknings- og dokumentationsordning.