FC Beton opkøber Lecas blokfabrik
Erhverv | Af Niels Johan Juel Jensen |
Leca A/S indgår aftale med FC Beton A/S om salg af Lecas blokfabrik i Gadbjerg.
Pr. 1. november overtager FC Beton A/S Leca A/S' blokfabrik i Gadbjerg. Produktionen af Leca-blokkene i Gadbjerg fortsætter uændret efter overtagelsen, ligesom de nuværende aftaler, for så vidt angår indkøb og salg fortsætter frem til de eksisterende kontrakters udløb. Det oplyser de to virksomheder i en pressemeddelelse.
- Vi glade for, at FC Beton overtager produktionen af blokke i Gadbjerg. FC Beton er kendt som en pålidelig og solid aktør i markedet, og vi ser frem til ikke bare at følge med fra sidelinjen, men også til at fortsætte det gode samarbejde som leverandør til fabrikken i fremtiden, siger Torben Dyrberg, Managing Director hos Leca.
Hos FC Beton glæder man sig over at skulle overtage produktionen i Gadbjerg, og ser frem til at møde kunder og medarbejdere i den nærmeste fremtid.
- Vi har en lang historie inden for produktion af Leca-blokke, og med fabrikken i Gadbjerg understreger vi den del af forretningen yderligere, siger Jens Mølgaard, administrerende direktør i FC Beton A/S.