Tømrere dropper bilen til fordel for cyklen
Erhverv | Af Torben Jastram |
Hustømrerne vil forsøgsvis lade nogle medarbejdere bruge jernhesten i stedet for at spilde tiden i alenlange bilkøer i Aarhus.
En stribe ansatte - såvel håndværkere som funktionærer - hos Hustømrerne A/S skal for en periode skifte bilen ud med cyklen.
Det sker i et forsøg på at komme lettere og hurtigere rundt mellem pladserne i landets næststørste by, som lider vildsomt af gener fra forskellige vejarbejder. Det skriver JP Aarhus.
Årsagen til cykelforsøget er, at man dels vil forsøge at mindske spildtiden i trafikken, og dels at gå foran i den fælles opgave med at nedbringe trængslen.
- Vi har en fælles udfordring i Aarhus. Nogen skal jo være de første til at ændre adfærd, og det må gerne være os, som skifter bilerne ud med cykler, siger administrerende direktør Klaus Andersen, Hustømrerne A/S, til avisen.
Virksomheden har nu anskaffet en hel del cykler og elcykler, og nogle af dem er med lad, så der er muligt at medbringe håndværktøj til mindre tømreropgaver.