DJØF'er kan gøre gavn i små byggevirksomheder
Erhverv | Af Dan Bjerring |
For malermester Willi Becke i Vordingborg var ansættelsen af en akademiker en øjenåbner, der betød vækst og fremgang for virksomheden.
Mange håndværkermestre er parate til nærmest at løbe skrigende bort ved tanken om at skulle ansætte en akademiker i virksomheden. DJØF er er ikke ligefrem en hæderstitel i håndværkerkredse.
De har svært ved at se, hvad i alverden, de skal bruge dem til, men malermester Willi Becke fra Vordingborg gjorde op med fordommene, og det har han ikke fortrudt. Han tilskriver ikke mindst den nye medarbejder en stor del af æren for, at virksomheden ikke bare klarede sig gennem den generelle økonomiske krise i samfundet, men sågar kom styrke ud af den.
Jeg fik en sparringspartner, som jeg ikke havde haft tidligere.
Willi Becke
Malermester
Willi Becke havde i 2010 - midt under krisen - kun 15 medarbejdere, men så ansatte han den 16., Patricia Fula, der er erhvervssproglig bachelor fra CBS. I dag har virksomheden 30 medarbejdere.
Vandt store opgaver
Og det har ifølge Willi Becke været en god investering:
- Krisen betød, at jeg besluttede mig for at satse mere på de offentlige opgaver. I krisetider er der oftest mere at lave i det offentlige end i den private sektor, og med Patricia Fulas ansættelse begyndte vi at vinde de store opgaver. Ansættelsen af hende har været en god investering. Jeg havde nogle opgaver, som jeg havde svært ved at definere, men da jeg tilfældigt kom til at tale med en medarbejder fra det lokale jobcenter og en medarbejder fra den lokale handelsskole fik jeg defineret opgaverne. De foreslog uafhængigt af hinanden, at de mente at kunne finde en sådan medarbejder, fortæller Willi Becke til Dagens Byggeri.
Satte ting i system
De præsenterede så Patricia Fula for Willi Becke, og hun fik sat tingene bedre i system, ligesom hun gjorde, at virksomheden fik ressourcer til at kunne deltage i prækvalifikationsrunder i forbindelse med offentlige udbud:
- Der stilles en masse krav, og dem fik vi sat i system både internt og i forbindelse med budgivning. Hun havde ingen forudsætninger fra byggebranchen, men hun havde en anden tilgang til tingene. Når ikke flere mindre byggevirksomheder ansætter akademikere, kan det skyldes usikkerhed i forhold til at lede de pågældende personer og strikke de rigtige arbejdsopgaver sammen. Det gælder om at finde den rette, der går ind for opgaven med hud og hår, fortsætter Willi Becke.
Satte spørgsmålstegn
Samtidig var det for ham personligt en øjenåbner. Indtil da havde han kun haft medarbejdere, der fulgte hans ordrer uden at sætte spørgsmålstegn ved tingene. Men det skulle ændre sig med Patricia Fula:
- Indtil da havde jeg haft medarbejdere, der - når jeg sagde, 'vi går til højre' - gik til højre eller til venstre, når jeg sagde, 'vi går til venstre'. Nu fik jeg en medarbejder, der spurgte hvorfor? Vi har taget nogle diskussioner, hvor vi har råbt og skreget af hinanden. Men det har alt sammen flyttet virksomheden i den rigtige retning. Jeg fik en sparringspartner, som jeg ikke havde haft tidligere. De fleste mindre håndværkermestre ved godt, hvad der skal til, men vi har måske ikke den rette tilgang til at få tingene udført i praksis, siger Willi Becke, der opfordrer andre i en lignende situation til også at overveje ansættelsen af en akademisk medarbejder.
Sin løn værd
Han peger også på, at der desværre bliver flere og flere administrative opgaver, der ikke kan varetages af produktionsfolkene:
- I starten tvivlede jeg på, at jeg kunne udfylde hendes tid med relevante opgaver. Men hun accepterede, at der måske også var lidt mere kedelige opgaver, der skulle løses. Hun satte vores forsikringer i system og undersøgte forskellige telefonordninger. Men i takt med udviklingen blev opgaverne større og større. Hun viste, at hun var sin løn værd, og hun har flyttet både virksomheden og mig som leder, slutter Willi Becke.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik er beskæftigelsen af akademikere - eksempelvis økonomer - i byggebranchen steget med godt otte procent siden 2008. Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik arbejder lidt over 2000 akademikere i branchen.