Gode mandskabsfaciliteter giver højere kvalitet
Erhverv | Af Kristian Troelsen |
Ifølge Ajos giver gode mandskabsfaciliteter også højere kvalitet på byggepladsen.
Tidshorisonten for byggeri i dansk erhvervsliv bliver generelt kortere og kortere. Forandringshastigheden er stigende, og en planlægningsperiode på seks-otte år er lang tid for mange virksomheder. Derfor vælger mange kunder i stigende grad modul- og pavillonbyggeri, fordi det er løsninger som kan flyttes eller ommoduleres til nye formål, hvilket giver kunden fleksibilitet. Det oplyser Ajos i en pressemeddelelse.
- Det er noget af baggrunden for, at vi har øget vores udlejningsflåde med mere end 35 procent over de seneste år. En anden del af årsagen er, at vi som søsterselskab til Scandi Byg har nogle af markedets bedste skure, moduler og pavilloner til rådighed. De er produceret ikke alene efter danske regler, men også efter danske forventninger til kvalitet og fremsynethed. Ajos forbedrer hele tiden enhederne med den nyeste teknologi og komfort. Derfor er de på niveau med BR15 og det kommende bygningsreglement BR20. Det betydet blandt andet, at modulerne har en meget høj standard for indeklima, miljøforhold og belysning samt den tilhørende styring, siger adm. direktør i Ajos, Ole Wamsler.
Det smitter simpelthen af på medarbejdernes grundighed, hvis de har gode mandskabsfaciliteter.
Ole Wamsler
Adm. direktør, Ajos
I øjeblikket ligger 40 procent af Ajos' omsætning inden for skure, moduler og pavilloner i bygge- og anlægssektoren, mens resten af omsætningen genereres hos kunder i det offentlige samt industri-, produktions- og servicesektoren. Det er et omsætningsmix, der betyder, at Ajos mødes af meget forskelligartede behov og af samme grund har opbygget en række løsninger og kompetencer, der kan komme kunderne til gode.
Højere grundighed
- Det er klart, at vi inden for pavillonbyggeri sætter overliggeren rigtig højt, og det betyder samtidig, at den høje kvalitet drypper på modul- og skurfaciliteterne til bygge- og anlægsbranchen. Og har velfærdsfaciliteterne på byggepladsen en høj kvalitet, er det med til at øge kundens effektivitet, kvalitet og sikkerhed på arbejdspladsen. Det smitter simpelthen af på medarbejdernes grundighed, hvis de har gode mandskabsfaciliteter, siger Ole Wamsler.
Samtidig med at flåden af pavilloner er øget med tæt ved 30 procent, er antallet af mandskabsskure øget tilsvarende, mens antallet af kontormoduler til bygge- og anlægssektoren er øget med cirka 20 procent.
Forøgelsen har sammen med udskiftningspolitikken ført til, at Ajos har en ung flåde af pavilloner, skure og moduler. Det betyder, at en rigtig stor del af Ajos' materiel er produceret, så det lever op til de nyeste krav og ønsker fra kunderne til for eksempel vandbåret gulvvarme, klimastyring og optimalt indeklima.