Ny nominering til C.F. Møller-væksthus
Arkitektur | Af Niels Johan Juel Jensen |
C.F. Møller er nomineret i kategorien "Best Sustainable Project" for restaureringen og udbygningen af væksthuset i Botanisk Have i Aarhus.
C.F. Møller har allerede vundet en pris for restaureringen og udbygningen af væksthuset i Botanisk Have, og nu kan en ny være på vej. Således er projektet nomineret i kategorien "Best Sustainable Project", som er en del af Blueprint Award 2016. Det oplyser C.F. Møller på sin hjemmeside.
Projektet er en omfattende restaurering af væksthuset i Botanisk have i Aarhus, som også oprindeligt er tegnet af C.F. Møller. Ved restaureringen er palmehuset omdannet til botanisk formidlingscenter, samtidig er anlægget udvidet med et nyt, tropisk væksthus på cirka 18 meters højde, hvor de besøgende på gangbroer kan bevæge sig blandt trækronerne.
Det oprindelige, snegleformede væksthus blev skabt med udgangspunkt i omgivelserne, og i udformningen af det nye har det været centralt at tage hensyn til de eksisterende, arkitektoniske værdier.
Energirigtige løsninger
C.F. Møller oplyser, at det nye væksthus bygger videre på det organiske og er samtidig baseret på energirigtige løsninger og viden om materialer, indeklima og teknologi. Formen er fundet ud fra beregningsprogrammer og er den optimale i forhold til samspillet mellem form og energiforbrug.
Det kuplede palmehus og husets drejning i forhold til verdenshjørnerne er blevet til, fordi netop denne struktur giver den mindste overflade parret med det største volumen, mest muligt solindfald om vinteren og mindst muligt solindfald om sommeren.
Blueprint er et af verdens førende magasiner om arkitektur og design. Det har været udgivet på månedlig bases fra Storbritannien siden 1983, og det er af The Observer blevet kaldt "design-biblen". Blueprint Awards blev etableret i 2015.