Rejsegilde over 124 ungdomsboliger
Byggeri | Af Torben Jastram |
Næste sommer står fsb's nye byggeri på Frederiksberg klar til indflytning.
Snart står de 124 ungdomsboliger færdige, som boligselskabet fsb bygger på Frederiksberg ved Nordre Fasanvej og Bispeengbuen.
Onsdag blev der holdt rejsegilde - et rejsegilde der også gjaldt Lidl dagligvarebutikken og Falck-stationen i underetagen.
Alle boliger får eget bad, toilet og et lille køkken. Dertil kommer fælles studierum, et stort fællesrum med køkken, vaskeri og flere store tagterrasser til udendørsliv. Bygningen, der bygges på den gamle Falck-grund, bliver lydisoleret mod Bispeengbuen.
- Engbakken bliver et flot vartegn, man møder her ved en af de store gader ind til Frederiksberg. Et flot og markant hus tager form. Og netop det at skaffe boliger til unge, der ønsker at uddanne sig i hovedstadsområdet er en af de helt store opgaver i disse år. Behovet er meget stort, men heldigvis er mange ungdomsboliger på vej både i København og på Frederiksberg. Alene Engbakken kommer til at rumme 124 boliger til unge, der ud over egen bolig også får gode fællesrum og terrasser, siger fsb's formand Steen Søndergaard Thomsen.