Aarhus opgiver lufthavnsdrøm
Politik | Af Kristian Troelsen |
En ny lufthavn ved Thomasminde nord for Aarhus er ikke realistisk. Det erkender Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, der nu vil satse på den eksisterende lufthavn i Tirstrup.
Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt og borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard har ved et telefonmøde drøftet mulighederne for at etablere en ny lufthavn i Thomasminde nord for Aarhus. Mødet var en direkte opfølgning på aftalen mellem ministeriet og Aarhus Kommune om, at Aarhus Kommune skulle afklare, hvor EU-kommissionen står i forhold til EU-statsstøttereglerne i relation til etablering af en ny lufthavn i Thomasminde.
Meldingen fra EU er, at kommissionen rejser tvivl om behovet for en ny lufthavn, idet der forekommer at være rigelig kapacitet i eksisterende lufthavne i Jylland.
Når det nu ikke kan lade sig gøre, glæder jeg mig over, at der er skabt afklaring.
Jacob Bundsgaard
Borgmester, Aarhus Kommune
På baggrund af kommissionens tilbagemelding er der enighed mellem transport- og bygningsministeren og Jacob Bundsgaard om, at etablering af en ny lufthavn i Thomasminde ikke er realistisk.
Fokus på Tirstrup
Borgmester Jacob Bundsgaard havde gerne set en ny lufthavn i Thomasminde for at sikre ikke mindst erhvervslivet i Østjylland en fremtidssikret tilgængelighed i forhold til det internationale marked, men mener, at det nu handler om at se fremad:
- Når det nu ikke kan lade sig gøre, glæder jeg mig over, at der er skabt afklaring, og at de mange berørte borgere i området nu har vished for, at de ikke bliver berørt af en ny lufthavn. På den baggrund kan vi nu også sætte fuldt fokus på Aarhus Lufthavn og arbejdet på at udvikle den, siger borgmester Jacob Bundsgaard.
Lufthavnen i Tirstrup, der ligger cirka tre kvarters kørsel fra Aarhus centrum, har gennem lang tid oplevet faldende passagermængder og både erhvervslivet og politikere i Østjylland har arbejdet for etableringen af en ny lufthavn tættere på byen.
Borgmester Jacob Bundsgaard vil anbefale byrådet i Aarhus, at der ikke arbejdes videre med planerne om en ny lufthavn i Thomasminde.