Billig beskyttelse på arbejdspladsen
Brammer lancerer ny serie af personlige værnemidler
Industrileverandøren Brammer lancerer nu en ny og prisvenlig serie af værnemidler ved navn Q-Safe. Brammer er eneforhandler af Q-Safe på verdensplan og handler med virksomheder inden for industri og produktion.
? Q-Safe giver beskyttelse fra top til tå. Sortimentet er så stort, at enhver virksomheds behov kan blive dækket. Derfor glæder vi os til at komme ud til kunderne og fortælle mere om denne serie af værnemidler, der byder på både kvalitet og sikkerhed, fortæller Jan Lauritzen, administrerende direktør i Brammer A/S i en pressemeddelelse.
Hver dag arbejder ansatte i fremstillings- og industrivirksomheder i miljøer med farlige opgaver, der uden den rette beskyttelse og omtanke kan føre til skader. Arbejdsgiverne er forpligtede til at udstyre medarbejderne med personlige værnemidler, der beskytter mod sundheds- og sikkerhedsrisici, og den forpligtelse bliver nu nu ifølge Brammer enklere at leve op til.
Penge at spare
Ifølge brammer er det dog ikke kun udvalget, der er interessant i den nye lancering. Prisen er i høj grad også et salgsparameter. Da Q-Safe ikke er til salg i butikker eller ved andre grossister, er der ikke brugt unødige midler på markedsføring, indpakning eller andre salgsaktiviteter.
? Brammers fornemste opgave er at spare penge for vores kunder. Det er klart, at når en industrivirksomhed kan nøjes med én leverandør til at indfri alle ønsker til personlige værnemidler samt alle andre MRO-produkter i selve produktionen, så er der penge at spare. Derfor har Q-Safe en lavere pris, uden at vi er gået på kompromis med kvaliteten, siger Jan Lauritzen.