Danmarks første svanemærkede lejeboliger
Byggeri | Af Kristian Troelsen |
PKA bygger Danmarks første svanemærkede lejeboliger i Hillerød. Svanemærkningen er en del af PKA's klimastrategi, der sikrer bæredygtige ejendomme med gode afkast.
I 2017 står Danmarks første svanemærkede lejeboliger klar til indflytning. Bag de 42 svanemærkede boliger står PKA, der investerer 115 mio. kr. i nybyggeriet. Den svanemærkede ejendom i Hillerød får et lavt energiforbrug, sundt indeklima og fokus på bæredygtighed i hele ejendommens levetid - fra opførelse og drift til genanvendelse af materialer. Det oplyser PKA på sin hjemmeside.
RG2 Ejendomme udvikler boligerne, der kommer til at bruge 40 procent mindre energi end bygningens lovkrav, hvilket betyder, at den lever op til BR20-kravene. Der lægges blandt andet 100 kvm solceller på taget, lige som der installeres automatisk styring af el, varme og fugt samt vandbesparende løsninger. Alle materialer kommer til at leve op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer, hvilket skal sikre et sundt indeklima.
Større bæredygtighed
Ifølge porteføljemanager for ejendomme i PKA, Peter Gravesen, viser svanemærkningen, at PKA er med i front inden for bæredygtighed og lavt ressourcebrug, og det er med til at skabe attraktive ejendomme med gode afkast.
- Byggesektoren er en af de store CO2-udledere og ved at svanemærke ejendommen, sikrer vi, at PKA bidrager til større bæredygtighed i ejendomsbranchen. Det er et led i PKA's klimastrategi, hvor vi investerer for at skabe gode afkast til medlemmerne og samtidig gøre en positiv forskel, siger Peter Gravesen.
De svanemærkede boliger opføres tæt ved det kommende supersygehus i Hillerød.
Bæredygtig bydel
I Hillerød er borgmester Dorte Meldgaard (K) glad for, at landets første svanemærkede lejeboliger kommer til at ligge i den nordsjællandske by.
- Det er et meget spændende projekt, PKA bygger. Og det ligger rigtig fint i tråd med vores andre byudviklingsplaner i kommunen, hvor vi blandt andet i de kommende år skal bygge en helt ny bæredygtig bydel med fokus på miljø og klima i området omkring det nye sygehus. PKA-projektet taler lige ned i den dagsorden, vi arbejder med på boligområdet, og jeg glæder mig til at følge og se det færdige byggeri, siger Dorte Meldgaard.
Den cirka 4.600 kvm store ejendom er udviklet af RG2 Ejendomme og tegnet af Force4 Architects. Boligerne forventes indflytningsklar medio 2017.