Al2bolig vil opføre 30 boliger
Byggeri | Af Torben Jastram |
På to lokationer i Hadsten vil boligforeningen bygge bæredygtige familieboliger.
Byggeriet af 30 bæredygtige familieboliger er godkendt i byrådet, og udbuddet til fagentreprisen, der løber frem til 17. august er netop gået i gang. Boligerne forventes indflytningsklar i starten af 2018.
De 30 nye almene boliger i Hadsten bygges som bæredygtige passivhuse på to forskellige beliggenheder. Der bygges 12 boliger på Falkevænget og 18 boliger på Bavnehøjvej/Elverhøjen.
Det er arkitektfirmaet KAAI, der står bag boligerne, og ambitionen er at skabe lavenergiboliger af høj kvalitet og med et højt niveau for bæredygtighed.
Med det netop igangsatte udbud skal der findes i alt fire entreprenørfirmaer til opførelse af boligerne. Det gælder terræn-, bygnings- og el-entreprise samt vvs og ventilationsentreprise. AL2bolig forventer, at byggeriet på Elverhøjen/Bavnehøjvej kan påbegyndes i oktober i år.
Byggeriet på Falkevænget er planlagt med påbegyndelse i februar 2017.