Voldsom byggevækst i København smitter af på Give Stålspær
Erhverv | Af Kristian Troelsen |
Give Stålspær skal producere endnu 188 altaner til Sandkajen i Københavns Nordhavn. Der er tale om virksomhedens femte altanordre til Nordhavnen.
Give Stålspær har for femte gang fået en orde på altaner til Nordhavn. Denne gang er der tale om 188 altaner til Sandkajen. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Give Stålspær har projekteret altaner til projektet i samarbejde med arkitekter og rådgivere, og en stor del af altanerne til byggeriet er allerede leveret. Den første ordre afledte endnu en, og Give Stålspær har nu i alt modtaget fem ordrer på altaner til Sandkajen. Den femte ordre vil blive påbegyndt lige før sommerferien og forventes at kunne afsluttes til efteråret.
Voldsom byggevækst
- Byggeriet i København er i voldsom vækst, og det er jo ikke første gang, vi leverer til den nye Nordhavn. Sandkajen er et spændende og stort projekt, hvor vi endnu engang har fået mulighed for at vise, hvad vi kan indenfor altaner, siger medejer af Give Stålspær, Teil Bechman.
Med en beliggenhed ud til havnebassinet er de nye lejligheder med egne altaner på Sandkajen populære, og Sandkajens beliggenhed på Nordhavnen har gjort lejlighederne så attraktive, at alle lejligheder er solgt. Kvarteret ligger få minutter fra S-tog og den kommende metrostation på Nordhavnen.
Give Stålspær beskæftiger 205 medarbejdere og producerer stålkonstruktioner og stålspær til byggesektoren.