Ingeniørrådgiver bygger nyt
Erhverv | Af Kristian Troelsen |
Hamiconsult bygger nyt domicil i Herning, der skal danne basen for yderligere vækst.
Hamiconsult er i gang med at opføre nyt domicil i Engholm Søpark ved Herning, hvor de 950 kvm kontordomicil er ved at tage form. Her får den rådgivende ingeniørvirksomhed plads til 30-35 medarbejdere. Virksomheden beskæftiger i dag 19 fuldtidsmedarbejdere, og de kan til september indtage det nye betondomicil med rå betonvægge og gulve.
- Det har været væsentligt, at huset afspejler det, vi beskæftiger os med inden for konstruktioner og installationer. Derfor får det en rå form, så man ikke er i tvivl om, hvad det består af, siger adm. direktør i Hamiconsult, Christian Ohn, om de nye rammer.
Det har været væsentligt, at huset afspejler det, vi beskæftiger os med inden for konstruktioner og installationer. Derfor får det en rå form.
Christian Ohn
Adm. direktør, Hamiconsult
Den midtjyske ingeniørvirksomhed har igennem de sidste 25 år beskæftiget sig med betondimensionering i alle tænkelige sammenhænge og størrelser, og virksomheden har indenfor de sidste tre et halvt år været travlt beskæftiget med projekteringen af betonkonstruktionerne til byggeriet af Royal Arena i København.
Konverteret projekt
Hamiconsult har stået for råhuskonstruktionen på Royal Arena, der oprindeligt er projekteret i England som et insitu-projekt. Det var imidlertid svært bygbart i Danmark, hvorfor Hamiconsult har konverteret bygningsværket til elementbyggeri.
- Det har været et stort projekt for os, som vi har udviklet vores medarbejdere med. Det har modnet os yderligere og viser, at vi er gearet til den type store projekter, siger Christian Ohn.
Hamiconsult har været ansvarlig for projektering og optegning af alle bærende dele af betonkonstruktionerne for det komplette råhus, inklusive fundamenter. Det har været en mængdemæssigt stor opgave, som det jyske ingeniørfirma har løst med særligt fokus på optimering af betondimensioneringen. Netop optimeringen af betonkonstruktioner har været kernekompetencen siden virksomhedens start i 1987.
Det 35.000 kvm store Royal Arena-projekt forventes afsluttet og overdraget til bygherre i slutningen af 2016.