Betonproducenter vil øge produktionen
Erhverv | Af Torben Jastram |
Flere danske producenter arbejder på at udvide produktionslinjerne for at nedbringe den indenlandske leveringstid.
Der har gennem de senere år været leveringsproblemer med betonelementer fra danske producenter, fordi bygherrernes efterspørgsel er stor. Derfor arbejder flere danske producenter af betonelementer i øjeblikket ihærdigt på at udvide deres produktionslinjer. Det fortæller branchedirektør hos Dansk Beton, Thomas Uhd, da Dagens Byggeri møder ham under det igangværende Folkemøde på Bornholm.
- Flere producenter er ved at være klar til at skrue op for produktionen. Bland andet ved at arbejde weekender og aftener, siger han.
Jeg synes, at udvidet produktion er et rigtigt godt signal at sende til bygherrerne om, at bedre tider er lige om hjørnet.
Branchedirektør Thomas Uhd
Dansk Beton
Et godt signal
Ind imellem har bygherrerne og entreprenørerne svært ved at få leveret danske elementer, og for at undgå stigende import gør branchen nu noget ved det.
- Jeg synes, at udvidet produktion er et rigtigt godt signal at sende til bygherrerne om, at bedre tider er lige om hjørnet. Så behøver de ikke at tage til for eksempel Polen for at bestille elementer, fastslår Thomas Uhd.
Branchedirektøren tilføjer, at man samtidig sikre kvaliteten, når man udelukkende benytter de danske CE-mærkede elementer.
- Der kan jo - både for beton og andre materialer - være nationale forskelle på kvalitetsstandarderne. De danske standarder sikrer, at elementerne er udviklet til brug for det danske kystklima, mens centraleuropæiske elementer måske er beregnet til fastlandsklima, som er lidt anderledes, siger han til Dagens Byggeri.