Klage bremser Femern-kontrakter
Erhverv | Af Niels Johan Juel Jensen |
Der er indgivet klage over udbudsprocessen for nogle af kontrakterne på Femern-forbindelsen, og derfor har man udskudt at underskrive.
- Vi har af forsigtighedsgrunde valgt at udsætte underskrivelsen af kontrakterne med de vindende entreprenører på Femern-tunnelen, som ellers var planlagt til den 13. maj. Der er nogle punkter, som vi ganske enkelt må gennemgå med vores juridiske rådgivere. Indtil da udskyder vi kontraktunderskrivelsen. Vi forventer at få klarhed inden udgangen af maj, så vi kan komme videre i processen med vores dygtige entreprenører efter den plan, der er lagt.
Således lyder det i en udmelding fra administrerende direktør i Femern A/S, Claus F. Baunkjær, på Femerns hjemmeside.
Ifølge en artikel på Ingeniørens hjemmeside er Femern A/S i dialog med de vindende entreprenører omkring mulighederne for at håndtere situationen mest hensigtsmæssigt. Ingeniøren har dog ikke haft held til få oplyst, hvad der konkret er klaget over.
Klagenævnet for Udbud kan imidlertid oplyse, at det er det italienskledede konsortium JV Salini-Impregilo-Samsung-Bunte og det tyskledede Fehmarn Belt Contractors, der havde Hochtief Solutions AG og Ed Züblin AG i spidsen, som står bag klagerne.