Ny Aarhus-bydel med blandede boliger
Byggeri | Af Torben Jastram |
Forslag åbner for op mod 1.200 boliger i Bindesbøll-byen, når det nuværende psykiatriske hospital bliver omdannet til et blandet boligkvarter. Knap 200 boliger bliver indrettet af boligforeningen AAB.
Et attraktivt boligområde med plads til op mod 2.500 beboere med både private boliger og boligforeningsboliger samt bevaring af historiske bygninger og grønne områder er idéen bag det lokalplanforslag for Bindesbøll-byen, som Magistraten i Aarhus Kommune behandlede mødet mandag morgen.
- Det er vigtigt, at der i alle dele af byen er boliger, der er til at betale. Byen skal vokse i social balance, uanset om det er på kommunale eller private grunde, at der bliver bygget. For øjeblikket giver planloven os mulighed for at kræve op mod 25 procent almene boliger, også når private grundejere bygger. Hvis det ikke var en mulighed, ville Bindesbøll-byen være for de få i stedet for de mange, siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø.
Vi har mulighed for at bygge nyt og varieret i et fantastisk kvarter i Aarhus.
Rådmand Kristian Würtz
Aarhus Kommune
Lokalplansforslaget lægger op til at boligforeningen AAB kan indrette 190 almene boliger. Derudover bliver der bygget etagehuse og rækkehuse, som er tilpasset de nuværende bevaringsværdige bygninger. Der bliver blandt andet også mulighed for at indrette en ny daginstitution samt i mindre omfang etablere butikker og caféer i de historiske bygninger.
- Vi har mulighed for at bygge nyt og varieret i et fantastisk kvarter i Aarhus. Der er både de bevaringsværdige bygninger og nye attraktive boliger tæt på skov, vand, park og by. Det er et område med en god og varieret boligsammensætning, hvor almene boliger, ungdomsboliger og familieboliger skaber en ny, varieret bydel, siger Kristian Würtz.
Grønt binder kvartererne sammen
Bindesbøll-byen bliver opdelt i flere kvarterer, som hver har sin egen stemning. I Allébyen er kvarteret bygget op omkring den gamle allé med stemningsfulde gårdrum, og i Renæssancebyen vil de gamle bygninger blive omdannet til boliger, mens de nye bygninger bliver opført i samme stil. I Parkkvarteret har beboerne direkte adgang til områdets store park, og i Skovbyen vil beboere kun have en kort gåtur til Riis Skov.
De nye boliger forholder sig dermed til de eksisterende kulturmiljøer, og nyt og gammelt bliver bundet sammen af grønne områder.
Beboerne i Bindesbøll-byen og de nærliggende kvarterer bliver knyttet tættere sammen med resten af byen, når der bliver etableret et letbane-stop nær stranden på Rolighedsvej.