Energispareindsats sætter ulven til at vogte får
Politik | Af Dan Bjerring |
Dansk Byggeri har rettet direkte henvendelse til energiminister Lars Chr. Lilleholt for at få indflydelse på indholdet i den aftale, der er på vej omkring energiselskabernes energispareindsats.
Dansk Byggeri har fem anbefalinger til energiselskabernes energispareindsats, herunder blandt andet at energibesparelser med lange levetider skal prioriteres.
- Ministeren har siden efteråret 2015 forhandlet med energiselskaberne uden at opnå enighed om en fremadrettet aftale om, hvilke mål der skal opnås. Det er uholdbart. Ministeren bør heller ikke imødekomme energiselskabernes ønske om at nedsætte målsætningen for energibesparelser. Energiselskaberne har fået svært ved at nå målene, fordi de lavt hængende frugter er plukket, siger direktør Michael H. Nielsen til Dagens Byggeri.
Kun 15 procent
Han ser gerne energibesparelser i bygninger prioriteret højere.
- Der har vi konstateret, at det kun har udgjort 15 procent af energiselskabernes samlede indsats. Samtidig viser en rapport, at det ikke har været "voldsomt transparent", hvordan pengene hidtil er brugt. Desuden peges der på, at det er dem, der lever af at sælge energi, som skal realisere energibesparelser - altså tiltag der gør, at de sælger mindre energi. Der mangler anderledes incitamenter. Energiselskaberne har leveret energibesparelser, men det er ikke særlig transparent, hvad de 1,5 milliarder kroner, man opkræver hos energiforbrugerne, konkret bliver brugt til, lyder det fra Michael H. Nielsen.
Holder 60 år
Han understreger i henvendelsen til ministeren, at bygninger står for omtrent 40 procent af energiforbruget og derfor rummer store potentialer for energibesparelser, fordi energibesparelserne i bygninger typisk har en meget lang levetid med en høj blivende værdi.
- Effekten af efterisolering ændrer sig kun meget lidt over en 30-årig periode. Besparelser i vægge og murværk kan for eksempel holde i 60 år og ofte længere, og besparelser fra vinduer kan for eksempel holde 30-35 år, forklarer Michael H. Nielsen over for ministeren og konkluderer, at tiden er løbet fra energispareaftalen i sin nuværende konstruktion.
Fastsæt mål
Han understreger, at der bør fastsættes mål for energibesparelser i bygninger.
- Uanset hvilken model, der vælges for organisering af indsatsen, kan der med fordel opstilles konkrete mål for realisering af energibesparelser i bygninger. På den måde sikres det, at det ikke kun er de billigste tekniske besparelser i industrien mv., der realiseres, men også de mere tunge besparelser i bygningers klimaskærme mv, slutter Dansk Byggeris direktør.