Nyt rådhus går efter DGNB guld
Byggeri | Af Torben Jastram |
Administrationscenter Skanderborg certificeres efter den anerkendte DGNB-standard - og det ligger til at blive til minimum guld. Byggeriet skiller sig også ud ved at samle rådhus, politistation og dobbelthal med plads til 3.500 koncertgæster i samme bygning.
Når Administrationscenter Skanderborg åbner til oktober, er det goddag til det mest bæredygtige rådhus i Danmark.
Det 15.000 kvadratmeter store byggeri, som skal huse Skanderborg Kommunes administration og en afdeling af Sydøstjyllands Politi, er bygget efter 2020-standarden og blevet DGNB-præcertificeret til guld.
Det er første gang, at man integrerer kommune, politi og idræts- og kulturcenter i én og samme bygning på den måde.
Borgmester Jørgen Gaarde
Skanderborg Kommune
Ifølge Green Building Council, som administrerer DGNB-certificeringerne i Danmark, er der pt. 19 bygninger i Danmark i kategorien Kontor- og administrative bygninger, som har opnået enten præcertificering eller certificering. Administrationscenter Skanderborg er det første rådhus på listen.
Bygningen ligger til at blive endeligt DGNB-certificeret til minimum guld med en pointscore på 78 på nuværende tidspunkt. Platin er den højeste certificering, og den kræver mindst 80 point.
- Vi er stolte af, at Administrationscenter Skanderborg bliver Danmarks første DGNB-certificerede rådhus og politistation herhjemme. Det har været ambitionen lige siden byrådet besluttede byggeriet i 2012, at vi ville have en grøn og bæredygtig bygning, og vi er selvfølgelig glade for at få papir på det mål, siger driftschef Knud Sørensen fra Skanderborg Kommune.
Totaløkonomi til topkarakter
For at blive DGNB-certificeret skal en bygning vurderes på ikke mindre end 182 indikatorer inden for fem områder: Miljø, Økonomi, Byggeproces, Teknisk kvalitet og Det sociale, som dækker over luftkvalitet, akustik, brugerindflydelse, udearealer, arkitektur og kunst m.m.
Det østjyske byggeri får en pæn score inden for alle områder, men under Økonomi er der topkarakter. Det skyldes, at budgettet på 300 mio. kr. er lavt i forhold til byggeriets størrelse og kvalitet.
Det vækker glæde i Bygherreforeningen, at Danmark nu får det første DGNB-certificerede rådhus og politistation.
- Det er spændende, at stadig flere aktører i byggeriet satser på innovation inden for klima, energi og miljø. Når vi ser kommuner som Skanderborg gå foran med bæredygtigt byggeri, er det en glædelig tendens, for der er brug for fortsat udvikling og nye forretningsmodeller for at sikre byggeri, som er gearet til nye krav og forventninger i samfundet. Det er særligt interessant at se nye bygningstyper blive certificeret, for det hjælper hele branchen med at afprøve fælles principper for byggeri med reduceret aftryk på ressourcer og på klimapåvirkning, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.
Kloge kvadratmetre
Administrationscentret er blot en del af Skanderborg Fælled. Det omfatter også fitnesscenter, foreningslokaler og dobbelthal med plads til 3.500 koncertgæster. Det hele er samlet i én bygning, fordelt på seks etager og 20.000 kvadratmeter i alt.
- Det er første gang, at man integrerer kommune, politi og idræts- og kulturcenter i én og samme bygning på den måde. Det giver helt nye muligheder for samarbejde, sundhed, innovation, fleksibilitet og for at udnytte kvadratmeterne på en klog måde. Skanderborg Fælled er et multianvendeligt og bæredygtigt hus, som bliver et naturligt samlingspunkt for kommunens borgere, siger borgmester i Skanderborg Kommune, Jørgen Gaarde (S).
Skanderborg Fælled tages i brug mandag den 24. oktober 2016. Den endelige DGNB-certificering af administrationscentret ventes afgjort i slutningen af året.