Omvendte licitationer er i vækst
Byggeri | Af Kristian Troelsen |
Daurehøj har vundet 81 ungdomsboliger i omvendt licitation - en konkurrenceform, der ifølge byggevirksomheden er i vækst.
Boligselskabet fsb er bygherre på et projekt på Nørrebro, der omhandler opførelsen af 81 ungdomsboliger. Kant Arkitekter har stået for udbudsprojektet, mens Daurehøj Erhvervsbyg er valgt til at styre totalentreprisen, og byggevirksomheden har allieret sig med H+Arkitekter og Niras. Projektet var blandt de projekter, der i 2014 blev tildelt grundkapital fra Københavns Kommune, og nu er byggeriet gået i gang. Det oplyser Daurehøj Erhvervsbyg i en pressemeddelelse.
Byggevirksomheden vandt opgaven i en omvendt licitation, der både gik på en fast pris og bløde værdier. Den omvendte licitation kendetegnes ved, at bygherren kommer med en liste over ønsker, hvorefter opgaven går til den entreprenør, som kan opfylde flest mulige ønsker inden for en fast pris.
Omvendt licitation er en opgavetype, vi ser flere og flere af inden for boligbyggerier.
Preben Pihl
Projektchef, Daurehøj Erhvervsbyg
- Det er en opgavetype, vi ser flere og flere af inden for boligbyggerier. Metoden passer os rigtig godt, fordi vi på denne måde kan udfolde vores kreativitet og materialeviden maksimalt, siger projektchef Preben Pihl fra Daurehøj Erhvervsbyg.
Store vinduespartier
Ungdomsboligerne har fået navnet Bryggerhuset med henvisning til en gammel brygger, der tidligere har ejet grunden. Senest har grunden på hjørnet af Dagmarsgade og Gormsgade rummet et plejehjem.
Den nye bygning bliver opført i mursten og passer derfor fint ind i gadens øvrige bebyggelse. Den er karakteristisk ved sine store vinduespartier med franske altaner, der leder lyset ind i boligerne, og stueetagen nærmest svæver på et fundament af glas. Her er der indrettet fællesarealer, hvor de unge kan være i tæt kontakt med udelivet, som udspiller sig langs den arkadelignende overdækning. I stueetagen er der også reserveret plads til en overdækket cykelparkering.
Bebyggelsens syv etager rummer 48 et-rumsboliger, 27 to-rumsboliger og seks handicapvenlige et-rumsboliger, alle med eget køkken og bad. Boligerne er minimalboliger på 20-36 kvm netto. Til gengæld er de placeret på en måde, så der i stedet for lange gange bliver en masse spændende nicher, der indbyder til at fungere som opholds- og fællesrum. Hertil kommer en række studierum og fællesfaciliteter, to store tagterrasser samt et vaskeri.