Omsætningsrekord og vækst hos JFP
Erhverv | Af Kim Ebbesen |
Indtjeningen følger med den positive udvikling i omsætningen i byggefirmaet, der forventer, at omsætningen runder en mia. kroner i 2016.
Byggeriet i Danmark er stadig langt fra fordums styrke, men ifølge Dansk Byggeri kan 2015 betegnes som et ganske godt år for byggeriet. Hos JFP, der har afdelinger i Jylland og på Sjælland, har 2015 ikke blot været ganske godt - det har været særdeles godt. Totalentreprenørvirksomheden, som netop nu kan offentliggøre sit årsregnskab, har i 2015 haft en omsætning på 770 mio. kroner og et overskud på 46 mio. kroner. I 2014 lød omsætningen på 600 mio. kroner og et overskud på 37 mio. kroner. Det svarer til en vækst på cirka 30 procent i både omsætning og indtjening. Samtidig har egenkapitalen rundet 100 mio. kroner.
- Vi har oplevet en ganske betydelig vækst de seneste år, og glæder os fortsat over den stigende omsætning. Men mindst lige så vigtigt er det, at indtjeningen følger med, ligesom vi har fokus på, at omsætning og egenkapital følges ad. Det giver ro og tryghed for medarbejdere, underleverandører og bygherrer. Med en overskudsgrad på seks procent og en egenkapital på over 100 mio. kroner kan vi betragte disse mål som indfriede, hvilket er meget tilfredsstillende, siger adm. direktør og anden generation af det familieejede firma, Jesper Friis Kühlwein Poulsen.
Vi har oplevet en ganske betydelig vækst de seneste år, og glæder os fortsat over den stigende omsætning. Men mindst lige så vigtigt er det, at indtjeningen følger med, ligesom vi har fokus på, at omsætning og egenkapital følges ad.
Jesper Friis Kühlwein Poulsen
adm. direktør i JFP A/S
Formuleret risikoprofil
JFP's afdeling i København har i 2015 fået rigtig godt fat i det sjællandske marked og leveret en stor del af væksten. Meget tyder på, at de gode takter fortsætter i 2016 - både i Jylland og på Sjælland.
- Vi har en særdeles god ordrebeholdning - også ordrer, der rækker langt ud i fremtiden. Vi forventer at omsætte for cirka 1,1 mia. kroner i 2016, og i lighed med tidligere år forventer vi, at vores indtjening i 2016 følger væksten i omsætningen, siger Jesper Friis Kühlwein Poulsen.
JFP har i de seneste fem år oplevet en voldsom vækst og er vokset kraftigt - målt på både omsætning og antallet af medarbejdere.
- Vi har allerede nu blikket rettet mod 2017 og stiler efter, at året skal være et stille år med ingen eller kun begrænset vækst. Det er vigtigt for vores firma og organisation med et år, hvor alle de nye medarbejdere får tid til at falde på plads i JFP og lære vores ånd og værdier at kende, siger Jesper Friis Kühlwein Poulsen og understreger, at det er helt afgørende for JFP's fortsatte succes, at virksomhedens værdier slår igennem helt ude hos kunderne.
- Vores kunder skal opleve os som troværdige, løsningsorienterede og handlekraftige. Det kræver, at vi har styr på detaljen, hvilket stiller krav om en stabil og sund organisation, forklarer direktøren og peger på, at JFP således vil være selektive i de opgaver, virksomheden byder på.
- Vi har en formuleret risikoprofil, som beskriver den type opgaver, vi på grund af risikoen slet ikke går ind i. Vi vil gøre de ting, vi er gode til - og samle endnu mere erfaring og knowhow inden for en række fokusområder. Eksempelvis sygehusbyggeri, boligbyggeri, plejehjemsbyggeri og ikke mindst erhvervsbyggeri.