Lego overvejer nye store investeringer i Billund
Byggeri | Af Torben Jastram |
Et stigende anatl medarbejdere på det globale hovedsæde betyder, at koncernen får brug for store investeringer i flere bygninger gennem de kommende år.
Et unikt globalt samlingspunkt for alle koncernens medarbejdere, nye kontorbygninger, testfaciliteter og et Sustainable Materials Centre er alle en del af Lego's konkrete og mulige investeringsplaner for hovedkvarteret i Danmark.
I dag arbejder flere end 4.000 medarbejdere i hovedsædet i funktioner som produktudvikling, markedsføring, produktion, produktionsudvikling, produktions- og produktkvalitet samt en lang række servicefunktioner. I de senere år er antallet af ansatte i Billund øget markant - alene i 2015 med flere end 250.
De planer for mulige investeringer i Billund, som vi lægger frem i dag, er fra vores side et stærkt budskab om, at vi fortsat ser Billund som det pulserende hjerte i virksomheden.
Adm. direktør Jørgen Vig Knudstorp
Lego Koncernen
- Billund er vores globale hovedsæde med flere end 35 nationaliteter repræsenteret i byen i dag. I 2015 annoncerede vi planer for store udvidelser af vores fabrikker i Mexico og Ungarn, ligesom vi har åbnet globale kontorer verden over fra London til Singapore, siger Jørgen Vig Knudstorp, adm. direktør i Lego Koncernen og fortsætter:
- De planer for mulige investeringer i Billund, som vi lægger frem i dag, er fra vores side et stærkt budskab om, at vi fortsat ser Billund som det pulserende hjerte i virksomheden, og det er planer, der er inspireret af og støtter op om kommunens langsigtede vision for udviklingen af Billund by, siger han.
Lego Koncernens mulige investeringer i Billund omfatter en række aktiviteter, der kan finde sted over de næste fem-ti år, i takt med at behovene opstår.
Globalt medarbejderhus
Man er i gang med at udvikle konkrete planer for flere udvidelser. Først og fremmest et nyt bygningskompleks, der skal fungere som arbejdsplads for medarbejdere på tværs af flere funktioner. En vigtig del af bygningskomplekset er det globale medarbejderhus kaldet 'Lego People House', som integreres i bygningen.
Desuden er der planer om etablering af Sustainable Materials Centre - cirka 4.500 kvadratmeter forskningscenter, hvor der skal arbejdes på at finde mere bæredygtige alternativer til fremstilling af virksomhedens produkter.
Der er også planer for midlertidige kontorer til flere hundrede medarbejdere på et ubebygget areal i Billund.
Herudover undersøges nu muligheden for at opføre flere kontorbygninger i forbindelse med fabrikken i Billund, samt etablering af faciliteter til udvikling og test af nye produktionsteknologier i tilknytning til de nye kontorbygninger.