Erhvervsbyggeri i historiske omgivelser i Carlsberg Byen
Byggeri | Af Kristian Troelsen |
Nu går Carlsberg Byen med B. Nygaard Sørensen som totalentreprenør i gang med at bygge erhverv og butikker på Bryggernes Plads.
Bryggernes Plads i Carlsberg Byen bliver Carlsberg Byens rådhusplads, når bykvarteret står færdigt. Den centrale plads, som er delvist omgivet af fredede bygninger, bliver nemlig den største plads i det færdige bykvarter og kommer blandt andet til at indeholde caféer, butikker og kontorer, som er med til at sikre liv på pladsen døgnet rundt.
Nu går Carlsberg Byen sammen med B. Nygaard Sørensen, der er valgt som totalentreprenør, i gang med at bygge knap 3.000 kvm erhverv og butikker på den sydlige del af pladsen. Bygningen, som kommer til at indeholde kontorer, butikker og cafeer, får en fornem nabo i form af den såkaldte Lagerkælder 3, der også er kendt som Slottet på grund af bygningens ikoniske guldskiver på facaden. Derfor har facaderne på den kommende bygning også referencer til Lagerkælder 3, for eksempel er størrelsesforholdet på facadens kvadrater lånt fra størrelsen på facaderne på Lagerkælder 3. På toppen af den nye bygning etableres en taghave, hvor man kan nyde udsigten over bykvarteret. Taghaven går godt i spænd med Carlsberg Byens ønske om at være et grønt bykvarter med fokus på bæredygtighed.
Central plads
- Bryggernes Plads bliver den centrale plads i det færdige bykvarter, så det er ekstra spændende, at vi nu går i gang med at bygge på pladsen. Samtidig er der flere fredede og bevaringsværdige bygninger omkring pladsen, og vi har derfor stort fokus på, at det, vi bygger, er med til at understrege pladsen og de omgivende bygningers kvaliteter, siger adm. direktør i Carlsberg Byen, Jens Nyhus, i en pressemeddelelse.
B. Nygaard Sørensen er valgt som totalentreprenør på byggeriet, og om samarbejdet siger salgs- og marketingchef fra B. Nygaard Sørensen, Søren Wendel Meyer:
- Vi har haft et tæt og konstruktivt samarbejde med Carlsberg Byen, EKJ og C.F. Møller Arkitekter, hvilket har udmøntet sig i et flot projekt, som vi er stolte af. Det skyldes ikke mindst Carlsberg Byens samarbejdsmodel, hvor man involverer både rådgivere, arkitekter og entreprenører inden byggeriets start og dermed optimerer projektet.
Byggeriet er klar til indflytning ultimo 2017.