Broer trækker ned for Arkil
Erhverv | Af Niels Johan Juel Jensen |
Arkil havde på forhånd nedjusteret forventningerne til årsresultatet for 2015 på grund af nedskrivninger på broprojekter, men omsætningen lover godt for fremtiden, hvis risiko- og projektstyringen optimeres.
Bestyrelsen for Arkil Holding A/S har på et møde netop behandlet og vedtaget koncernens årsrapport for 2015. I en pressemeddelelse fremgår det, at koncernen i 2015 realiserede en omsætning på 3.347 millioner kroner, hvilket er en stigning på 16,6 procent i forhold til 2014 - og det er mere end forventet.
Det primære driftsresultat i 2015 udgør 42 millioner kroner mod 74 millioner kroner sidste år. Det primære driftsresultatet for 2015 er væsentligt påvirket af foretagne nedskrivninger og hensættelser i størrelsesorden 65 millioner kroner på tre konkrete sjællandske broprojekter. Årets resultat før skat udgør 52 millioner kroner, hvilket er på niveau med de senest udmeldte forventninger.
- 2015 har for størstedelen af virksomheden været et år med en positiv markedsudvikling på samtlige af koncernens markedsområder i Danmark og i udlandet med en markant vækst i aktiviteten. Før nedskrivning på tre konkrete broprojekter på Sjælland, som blev vundet i perioden 2013-2014, ville det primære driftsresultatet være knap 110 millioner kroner, hvilket viser potentialet til fremtiden. Nedskrivningerne understreger dog, at risiko- og projektstyringen har været utilstrækkelig på disse projekter, hvilket har givet anledning til en række justeringer og tilpasninger af koncernens arbejdsrutiner og struktur på denne type opgaver, siger administrerende direktør Jesper Arkil.
Forventninger til 2016
I 2016 forventer ledelsen, at Arkil realiserer en omsætning i niveauet 3.400 millioner kroner og et resultat før skat i niveauet 70-100 millioner kroner.
- I 2016 forventer vi en pæn aktivitet for stat og kommuner, såvel i Danmark som i udlandet. Der forventes en vis opbremsning og deraf følgende intensiveret konkurrence om de tilbageværende større jord/betonprojekter fra statslig side, som dog opvejes af investeringer fra kommunal og til dels privat side; områder som Arkil er særligt godt positioneret til at udnytte potentialet i. Vi konstaterer, at vore kunder har stigende interesse i længerevarende samarbejder med entreprenører, som kan levere hele paletten af ydelser, formår at rådgive om de rigtige løsninger og kan bidrage til teknisk innovation og økonomiske besparelser. For 2016 forventer vi således en omsætning på niveau med eller lidt højere end i 2015 og et væsentligt forbedret resultat, lyder det fra Jesper Arkil.