DF: Fortegnet regnestykke for Kattegatforbindelse
Politik | Af Dan Bjerring |
Dansk Folkepartis transportordfører sætter spørgsmålstegn ved beregningerne for en fast forbindelse over Kattegat.
Flere trafikforskere har peget på, at regeringens forudsætninger i Kattegatrapporten er alt for pessimistiske, og derfor har Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen stillet transportminister Hans Chr. Schmidt en række opklarende spørgsmål med forudsætninger, der klart vil forbedre en Kattegatforbindelses økonomi.
Kim Christiansen vil vide:
- Hvilke andre anlægsinvesteringer vil kunne spares, hvis der etableres en Kattegatforbindelse, og hvilke beløb vil i den forbindelse kunne spares? Her tænkes specifikt på udvidelse af Storebæltsforbindelsen og Lillebæltsbroen samt udvidelser af E45 og E20, men også andre sparede tiltag/projekter er relevante.
- I den strategiske analyse af en Kattegatforbindelse fremgår det, at der vil være et tilskudsbehov til en Kattegatforbindelse mellem 5 - og 92 milliarder kroner. Det ønskes oplyst, hvad beløbet vil være under følgende forudsætninger - anlægsomkostningerne er lavere (der regnes kun med 25 procent overbudgettering) - realrente på to procent - trafikvækst i perioden 2030-2055 på 1,4 procent (som ved Femern Bælt-forbindelsen) - en forhøjelse af billetprisen med 50 kroner pr. køretøj - maksimal hastighed på jernbanedelen på 250 km/t.
Bygges alligevel
Kim Christiansen vil også vide, hvor stor en del af landanlæggene - bane og vej - der vil blive etableret, selv om en Kattegatforbindelse ikke bliver bygget. Han tænker eksempelvis på motorvej til Kalundborg og opgradering af jernbanen:
- Jeg ønsker et mere sandt billede af økonomien for en Kattegatforbindelse i stedet for et fortegnet billede. Man har fremstillet projektet ud fra "worst case". Man bør bruge samme forudsætninger som på Femernforbindelsen, og så får vi et helt andet anlægsbudget frem. Vi er i forvejen politisk enige om at bygge motorvejen helt til Kalundborg, og vi mangler kun finansieringen på cirka tre milliarder kroner. Vi har ikke tog, der kan køre tilnærmelsesvis 300 kilometer i timen. Hvorfor bygger man ikke bare jernbanen som det øvrige jernbanenet? Det vil være væsentlig billigere med en jernbane til 200-250 kilometer i timen, siger Kim Christiansen til Dagens Byggeri.
Han er heller ikke i tvivl om, at en Kattegatforbindlse vil kunne spare det danske samfund for andre trafikinvesteringer og peger på, at Storebæltsforbindelsen også inden for en overskuelig årrække løber tør for kapacitet.