København speeder lokalplanprocessen op
Politik | Af Kristian Troelsen |
Ny proces for behandling af ukomplicerede lokalplaner vil gøre det op til seks uger hurtigere at få behandlet en lokalplan i Københavns Kommune.
Det kommer fremover til at gå hurtigere med at få behandlet lokalplaner i Københavns Kommune. Borgerrepræsentationen har godkendt en ny proces, der vil gøre det op til seks uger hurtigere at behandle lokalplaner, der ikke kræver ændring af kommuneplanen eller er principielle. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Ændringerne betyder helt konkret, at Teknik- og Miljøudvalget fremover kan beslutte, om et lokalplanforslag kan sendes i offentlig høring. Tidligere skulle det også godkendes af borgerrepræsentationen.
Vi tror, at det kan spare nogle knaster senere i forløbet, hvis vi får de gode ideer og input på bordet fra start.
Pia Holm Nielsen
Centerchef, Center for Byudvikling, KK
Ønske fra erhvervslivet
I Center for Byudvikling vurderer centerchef Pia Holm Nielsen, at de nye regler vil give en mere målrettet og effektiv proces.
- Det har været vigtigt for os at imødekomme erhvervslivets ønske om en smidigere proces, samtidig med at vi bevarer københavnernes mulighed for at blive hørt og få indflydelse. Udover at Teknik- og Miljøforvaltningen fremover kan sende de ukomplicerede sager i offentlig høring, har vi også tilrettet lokalplanprocessen, så input fra fx lokaludvalget og øvrige relevante myndigheder bliver tænkt ind fra start i stedet for først at komme på banen, når processen er i gang. Vi tror, at det kan spare nogle knaster senere i forløbet, hvis vi får de gode ideer og input på bordet fra start, siger Pia Holm Nielsen.
Teknik- og Miljøforvaltningen kan ikke delegere beslutningskompetencen i de mere komplicerede sager, men flere bygherrer kommer til at opleve en hurtigere proces, end de er vant til. Målet er at gøre det nemmere for bygherrerne at få udviklet og tilpasset en lokalplan, uden at det går udover københavnernes mulighed for at blive hørt og få indflydelse.