Få efterspurgte barselsudligning
Politik | Af Dan Bjerring |
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen har præsenteret udkastet til det lovforslag, der endelig gravlægger Barselsudligningsordningen for selvstændige erhvervsdrivende.
Den nuværende ordning for barselsudligning for selvstændigt erhvervsdrivende blev vedtaget under den tidligere regering, og med loven blev der indført en obligatorisk barseludligningsordning, som finansieres af bidrag fra personer, der udøver selvstændig erhvervsvirksomhed eller honorarmodtagere med B-indkomst.
Ordningen indebærer, at selvstændigt erhvervsdrivende, der er berettigede til barselsdagpenge som selvstændigt erhvervsdrivende, kan få udbetalt en kompensation udover barselsdagpenge, hvis den arbejdsfortjeneste, der ligger til grund for beregningen af barselsdagpenge, overstiger højeste barseldagpengesats.
Med regeringens beslutning vil mange selvstændige skulle overveje, om de skal lukke deres forretning eller undlade at få børn.
Formand Niels Techen
Håndværksrådet/Dansk Håndværk
Ingen efterspørgsel
Men der er efter regeringens opfattelse ikke en efterspørgsel efter en barselsudligningsordning blandt de selvstændigt erhvervsdrivende, og ikke mindst det forhold, at ordningen er obligatorisk, har været genstand for kritik.
ATP, som ifølge loven administrerer ordningen for Beskæftigelsesministeriet, blev i forbindelse med den første opkrævning af bidrag til ordningen i august 2015 opmærksom på et akut opstået problem med opstarten af barselsudligningsordningen, da et stort antal personer havde modtaget en bidragsopkrævning, uden at de efter almindelig forståelse kunne betegnes som selvstændigt erhvervsdrivende.
Der var blandt andet tale om pensionister, der har deltaget i medicinske forsøg eller været valgtilforordnede, og studerende, der havde holdt en forelæsning og derved opnået en ganske lille B-indkomst.
I bero
Beskæftigelsesministeriet traf i lyset heraf beslutning om at stille opkrævningerne i bero og tilbagebetale eventuelle indbetalte bidrag, idet det blev vurderet, at det ikke havde været hensigten med ordningen at opkræve bidrag fra personer, der ikke med rette kan betegnes som selvstændigt erhvervsdrivende.
Den 8. oktober vedtog Folketingets Finansudvalg at eftergive alle bidrag for 2015 til barselsudligningsordningen for selvstændig med den konsekvens, at bidragene ikke blev søgt opkrævet, og nu fjerner regeringen så ordningen permanent.
Langt færre
Beskæftigelsesministeriets analyser og beregninger af en eventuel målretning af ordningen med et så stort sammenfald mellem bidragsydere og kompensationsmodtagere som muligt viste, at målgruppen ville blive indskrænket fra cirka 218.000 til cirka 45.000 personer, hvilket ville medføre en markant forhøjelse af bidragssatsen fra 328 kroner årligt til cirka 1.600 kroner årligt:
- Regeringen ønsker at gøre det lettere at drive selvstændigt erhvervsdrivende i Danmark. Med hensyn til den markante forhøjelse af bidragssatsen ved en målretning af ordningen og til, at effekten af en barselsudligningsordning efter regeringens opfattelse må anses for at være behæftet med stor usikkerhed, finder regeringen ikke, at barselsudligningsordningen for selvstændigt erhvervsdrivende bør videreføres, bemærker beskæftigelsesministeren.
Dårlig idé
Formanden for Håndværksrådet og Dansk Håndværk, Niels Techen, er stærkt utilfreds med, at regeringen nu dropper barselsudligningen:
- Det er en dårlig idé at stille selvstændige erhvervsdrivende ringere end lønmodtagerne, når de skal på barsel. Med regeringens beslutning vil mange selvstændige skulle overveje, om de skal lukke deres forretning eller undlade at få børn. Det strider mod, at vi gerne vil have, at børnetallet stiger. Der er godt 210.000 selvstændige, og det er en ordning, der koster den enkelte meget lidt - kun cirka 328 kroner. Der er et behov hos eksempelvis mange frisører, og det er kun rimeligt, at alle er med til at dække udgifterne. Det er jo ikke kun kvinderne, der er skyld i, at de bliver gravide, siger Niels Techen til Dagens Byggeri.