Et stort skridt mod bæredygtighed
Byggeri | Af Kim Ebbesen |
Ønsker man som leverandør i byggebranchen at tage aktivt stilling til sine produkters miljøvenlighed og genanvendelighed, bør man forholde sig til Cradle to Cradle.
Det vil måske være for voldsomt at beskrive Cradle to Cradle certificering som en lakmusprøve for en virksomheds ambitioner inden for bæredygtighed. Men tanken er ikke så fjern derfra. Med al respekt for andre ordninger og certificeringer, som er skabt til gavn for miljøet og jordens ressourcer, så forpligter en Cradle to Cradle certificering på en anderledes måde.
- Den kræver mere af en virksomhed, der ønsker at have certifikatet tilknytte sit navn og produkter, forklarer Annette Hastrup, adm. direktør og ejer af Vugge til Vugge ApS, der som de eneste i Norden er akkrediteret til at certificere produkter til Cradle to Cradle.
En Cradle to Cradle certificering indebærer, at man løfter sine produkter til en større værdi.
Kim Jensen, seniorkonsulent hos Vugge til Vugge ApS.
Ambassadører
Bag Cradle to Cradle konceptet står non-profit organisationen 'The Cradle to Cradle Products Innovation Institute'. De har udviklet en standard, som guider designere og producenter gennem en forbedringsproces, som skal gøre deres bidrag til eksempelvis byggebranchen til gavn for mennesker og miljø - også når deres første levetid er overstået. Netop genanvendeligheden er en af flere vigtige faktorer i certificeringen.
- Standarden er internationalt godkendt, og vi hos Vugge til Vugge er akkrediteret til at vurdere produkterne og udarbejde en rapport, hvor vi kan indstille til Cradle to Cradle certificering på et af fem hovedniveauer, forklarer Kim Jensen, seniorkonsulent hos Vugge til Vugge ApS.
I processen skal der indhentes store mængder information, som bliver gennemgået og vurderet og endelig anvendt som dokumentation for et produkts egenskaber.
Vugge til Vugge ApS er at finde under dette års Building Green, som finder sted i dag og i morgen. Her er den danske byggebranches leverandører samlet for at fremvise sine bidrag til på grønne løsninger. Dermed er de alle potentielle ambassadører for Cradle to Cradle certificeringen, og interessen er til stede.
- Vi har bestemt oplevet en interesse for Cradle to Cradle, selv om vi kun er kort inde i messen, men også generelt i branchen. Virksomhederne er gode til at tage konceptet med den værdibaserede tilgang til sig, men man skal også ville det. En Cradle to Cradle certificering indebærer, at man løfter sine produkter til en større værdi, siger Kim Jensen og nævner virksomheder som egetæpper, Troldtekt og Kalk som producenter, der er aktive og har ambitioner i forhold til Cradle to Cradle.
Tiltrækkende profil
- Både egetæpper og Troldtekt er startet med noget overkommeligt, da de involverede sig i ordningen. Efter et år begyndte de at bygge mere på, således at deres certificering involverede flere produkter. Det er med til at skabe en holistisk tilgang til sin produktion, og det giver samtidig en virksomhedsprofil, som bygherrerne efterspørger. Trenden er, at når først en virksomhed begynder at arbejde med Cradle to Cradle, så involverer de sig dybt. De viser, at de vil noget med certificeringen, og samtidig giver det mere værdi til deres produkter og giver adgang til flere opgaver, siger Annette Hastrup.
Er man først involveret i Cradle to Cradle, er der et krav om løbende forbedringer. Typisk starter en virksomhed op med at få certificeret et enkelt produkt. Et produkt, som betyder noget for virksomheden, og derfor giver mening at certificere. Der finder en gencertificering sted hvert andet år, hvor der skal ske yderligere tiltag, og i den forbindelse er Vugge til Vugge ApS behjælpelig med at udvikle en grøn forretningsmodel. De er således en samarbejdspartner til de danske og øvrige nordiske virksomheder, der vælger at involvere sig aktivt i Cradle to Cradle.
I morgen torsdag 29. oktober kl. 11.00 afvikler Vugge til Vugge ApS et seminar under Building Green, hvor virksomhederne, Kalk, Troldtekt, Rheinzink Danmark, KKS Woodfiber og DanSign bidrager med deres erfaringer med Cradle to Cradle.