Videoklip mindsker konstruktionsfejl i passivhuse
Byggeri | Af Kim Ebbesen |
ConClip er navnet på den serie videoklip, der skal lette arbejdet med passivhuse og være med til at udbrede kendskabet til denne byggeteknologi.
Der energirenoveres som aldrig før i Danmark, og energibesparende byggeri dukker oftere op i det danske landskab. Det viser, at både folk i branchen samt private forbrugere har mere fokus på at gøre en aktiv indsats for miljøet.
Samtidig er uddannelse inden for bæredygtighed blevet en fast del af flere uddannelser, hvilket yderligere er med til at sikre en grønnere fremtid.
Hvis nye teknologier kan være med til at eliminere fejl og mangler i byggeriet, er det et forsøg værd at teste denne nye formidlingsmetode gennem et udviklingsprojekt som ConClip.
Michael Royal Petersen, arkitekt MAA og videncenterchef hos Erhvervsakademiet.
Øget viden om passivhuse
Passivhuse udgør en stor del af fremtidens energivenlige byggeri, og det er derfor nødvendigt at udbrede kendskabet og opførelsen af denne type hus, mener Erhvervsakademiet Lillebælt, som netop nu deltager i et projekt - ConClip - der skal øge branchens viden om passivhuse.
- Mange kender måske begrebet passivhus, men man har ikke så meget viden på europæisk niveau og dermed også i Danmark omkring, hvordan man egentlig bygger denne slags hus, siger Malin Burström Gandrup, der er projektleder hos Erhvervsakademiet Lillebælt og involveret i ConClip-projektet, hvor videoklip skal lette arbejdet med passivhuse.
Hun bakkes op af Michael Royal Petersen, videncenterchef og arkitekt MAA hos Erhvervsakademiet, der mener, at projektet har sin berettigelse i branchen:
- Hvis nye teknologier kan være med til at eliminere fejl og mangler i byggeriet, er det et forsøg værd at teste denne nye formidlingsmetode gennem et udviklingsprojekt som ConClip.
Undgå de mest almindelige fejl
Europæiske uddannelsesinstitutioner samt andre interessenter i byggebranchen har i samarbejde produceret de korte, flersprogede ConClips, der skal lette arbejdet med passivhuse.
Indtil videre er der blevet taget godt imod videoklippene ude i virksomhederne.
- Feedbacken fra de allerede færdige ConClips er rigtig god, og virksomhederne efterspørger flere af den type film, udtaler Malin Burström Gandrup.
Tre videoer på fire forskellige sprog - inklusiv dansk - er indtil videre tilgængelige på projektets YouTube-kanal conclip, hvor de ligger klar til brug for alle interesserede. Flere klip med fokus på, hvorledes man korrekt monterer passivhuses delelementer for at bevare energibesparelsen, er på vej.
Videoklippene kan også findes på projektets hjemmeside, www.conclip.eu.