Lars Løkke ind i Thule-sagen
Politik | Af Torben Jastram |
Statsministeren kommenterede i sin åbningstale i Folketinget tirsdag sagen om den omstridte service- og vedligeholdelseskontrakt på Thule-basen.
Selvom det MT Højgaard-ejede selskab Greenland Contractors midlertidigt har fået den omstridte servicekontrakt med US Air Force om Thule Air Base tilbage, så er det grundlæggende problem endnu ikke løst. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen valgte i dag på sin åbningstale i Folketinget, at kommentere på sagen. Det skriver Finans.dk.
- Sagen om servicekontrakten på Thule-basen betyder meget for både Grønland og Danmark. Og regeringen prioriterer den højt. Vi arbejder på, at Thule-basen i størst muligt omfang skal komme Grønland til gode. Og vi arbejder tæt sammen med landstyret om sagen, sagde han ifølge finans.dk, da det nye folketingsår tog sin begyndelse tirsdag formiddag.
Vi arbejder på, at Thule-basen i størst muligt omfang skal komme Grønland til gode. Og vi arbejder tæt sammen med landstyret om sagen.
Lars Løkke Rasmussen
Statsminister
Måske nyt udbud
Sagen tog sin begyndelse i november sidste år, hvor Greenland Contractors (der er ejet 67 procent af MT Højgaard og 33 procent af det grønlandske selvstyre) fra US Air Force fik at vide, at man ikke ville få forlænget den eksisterende kontrakt med udgangen tredje kvartal 2015.
Kontrakten var i stedet givet til et selskab ved navn Exelis, som nogle mener blot er et dansk skuffeselskab for en amerikansk koncern. Og det strider mod den oprindelige aftale om, at servicekontrakten på Thule skal være på grønlandske/danske hænder.
Efter en mindre skov af stævninger besluttede en amerikansk retsindstands i maj i år at erklære aftalen med Exelis ugyldig, og derfor fik Greenland Contractors forlænget deres aftale - i første omgang frem til 1. april 2016 men med option på yderligere et halvt år.
Hvad der herefter skal ske er p.t. meget usikkert, og blandt andet derfor har regeringen nu sat sagen på dagsordenen. Den uafklarede sag presse selvstyret økonomisk, og derfor et det vigtigt for den danske regering at vise sin støtte til selvstyret.
Også udenrigsminister Kristian Jensen har tidligere erklæret Thule-sagen som vigtig. Kristian Jensen har krævet, at hele udbudet af servicekontrakten - som altså sidst blev vundet af Exelis - bør gå om.