Dansk boligbyg snupper tre præmier til arkitekturens dag
Arkitektur | Af Maria Lange |
Havnehusene i Aarhus, Vonsildhave Kvarteret i Kolding og Børneinstitutionen Løvetand i Kolding er alle blevet præmieret ved Arkitekturens Dag.
Havnehusene i Aarhus Ø med Adept Architects og Luplau & Poulsen som arkitekter betegnes som et af de mest spændende almene boligprojekter nogensinde i Aarhus. Byggeriet med 83 almene boliger og 106 ungdomsboliger er udformet som "en by i byen". Alle tagflader har bæredygtige funktioner med solfangere, drivhuse og områder til dyrkning af afgrøder. Bygherre er Brabrand Boligforening, og Niras A/S har været ingeniører på projektet, der blev præmieret "på baggrund af den forståelse for arkitektur og kvalitet, som klart kommer til udtryk i bygningen".
Vonsild Kvarteret
Vonsildhave Kvarteret i Kolding kommune er Danmarks første OPP og DGNB-certificerede plejecenter. Også her har Luplau & Poulsen været arkitekter, og Niras A/S ingeniører på projektet. Bygherren, Kolding kommune, har lagt vægt på, at fysisk udfoldelse er integreret i størst muligt omfang med pleje- og omsorgsaktiviteterne. Projektet er prisbelønnet for "kvalitetsbevidst og flot tilpasset byggeri, der åbner op for fine oplevelser, og sikrer god sammenhæng med lokalområdet".
Børneinstitutionen Løvetand
Børneinstitutionen Løvetand i Kolding fik på Arkitekturens Dag den 1. oktober i Kolding diplom og hædrende omtale for "en afdæmpet arkitektur, der fint leger sig ind i sine omgivelser og skaber sammenhæng mellem byen og skolen". Projektet omfatter to nye børnehaver i et samlet byggeri, der kobler sig på anlægget omkring Bakkeskolen. Arkitekter på projektet er PlusKontoret, Aarhus og ingeniør er d.a.i. arkitekter og ingeniører, Aarhus.
De tre præmierede projekter er alle med Dansk Boligbyg a/s som totalentreprenør.