Svendborgs nye retsbygning når milepæl
Byggeri | Af Kristian Troelsen |
I dag er der rejsegilde på den nye retsbygning i Svendborg, der opføres som OPP-projekt.
Den nye retsbygning i Svendborg har fået rejst sine mure. Byggeriet skrider planmæssigt frem, og nu fem måneder efter første spadestik kan der i dag fejres rejsegilde for den 4.000 kvm store retsbygning med syv retssale.
- Nu, hvor bygningen er rejst, kan vi rigtig se, hvilke fantastiske rammer vi får. Vi har de seneste måneder arbejdet tæt sammen med OPP-teamet om de sidste detaljer i byggeriet, så vi får en fremtidssikret bygning og gode arbejdsforhold. Byggeriet kører frem efter planen, og vi glæder os nu til, at vi langt om længe kan blive samlet på én adresse, til gavn for både vores brugere og medarbejdere, siger Anni Højmark, retspræsident ved Retten i Svendborg, i en pressemeddelelse.
Vi har de seneste måneder arbejdet tæt sammen med OPP-teamet om de sidste detaljer i byggeriet, så vi får en fremtidssikret bygning.
Anni Højmark
Retspræsident, Retten i Svendborg
Retten i Svendborg tages i brug i juni 2016 og opføres i et offentlig-privat partnerskab af et konsortium, der består af Casa, ejendomsforvaltningsselskabet DEAS samt PensionDanmark, PKA og Sampension som investorer.