Vulkanen vinder arkitekturpris
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Det mindste byggeri på havnen i Aarhus, Vulkanen med ungdomsboliger i seks etager, har vundet international pris i Australien.
Masser af byggerier skyder i disse år op på Aarhus Ø, som tidligere var containerterminal i den travle trafikhavn. Men hvor det oftest har været "Isbjerget", "Lighthouse" eller "Havneholmen", der har været i fokus, så har havnens mindste byggeri nu meldt sig ind i konkurrencen om national og international hæder.
Det lille byggeri "Vulkanen", der indeholder 50 ungdomsboliger, har i denne uge vundet en pris i Australien. Prisen '2015 Internationale Architecture Awards' uddeles af den australske arkitektforening, og interessen down under skyldes i høj grad, at det australske arkitektfirma Terrior - sammen med danske Cubo - har slået stregerne til Vulkanen.
Prisen blev vundet i kategorien Residential Architechture. Med prisen følger samtidig en nominering til 'Jørn Utzon Award for International Architecture 2015', som uddeles til november.
I 2013 blev byggeriet også hædret af Aarhus Kommune.