Første del af HavneBryggen tæt på byggestart
Arkitektur | Af Kim Ebbesen |
PensionDanmark går nu i gang med opførelsen af 120 Henning Larsen-tegnede boliger på Islands Brygge i København.
120 nye ejerboliger tegnet af Henning Larsen Architects er nu på vej på havnekanten på den sidste ledige byggegrund på Islands Brygge i København. I løbet af juni sætter PensionDanmark gang i byggeriet af boligerne, der forventes at stå færdige i 1. kvartal 2017.
Boligerne er første del af det kommende boligområde "HavneBryggen," som er PensionDanmarks cirka 55.000 kvadratmeter store boligbyggeri på Islands Brygge. Her skal der i de kommende år opføres i alt 500-600 boliger fordelt på fem felter. PensionDanmarks samlede investering er på 1,6 mia. kr.
Dette byggeri ligger et helt særligt sted i København. Der er en fantastisk direkte kontakt til havnen, og det er tæt på den grønne natur på Fælleden. Arkitekturen tager afsæt i disse kvaliteter og bruger dem til at give nybyggeriet en attraktiv identitet, der inddrager og skaber nærhed til naturen.
Mette Kynne Frandsen, adm. direktør
Henning Larsen Architects
- Dette byggeri ligger et helt særligt sted i København. Der er en fantastisk direkte kontakt til havnen, og det er tæt på den grønne natur på Fælleden. Arkitekturen tager afsæt i disse kvaliteter og bruger dem til at give nybyggeriet en attraktiv identitet, der inddrager og skaber nærhed til naturen. Vi er rigtig stolte over at være valgt til at tegne dette projekt, siger adm. direktør Mette Kynne Frandsen, Henning Larsen Architects.
- Vi er glade for nu at kunne gå i gang med byggeriet. Med Henning Larsen Architects som arkitekt bliver der tale om særdeles attraktive boliger, hvor beliggenheden tæt på vand, natur og by samtidig er helt i top. Derfor forventer vi også en god efterspørgsel efter boligerne og dermed et fornuftigt afkast til medlemmerne, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
PensionDanmark har investeringer i danske ejendomme for i alt godt 11 mia. kr. Der planlægges nye investeringer i danske ejendomme for omkring to mia. kr. årligt.