Entreprenør vil gøre op med hastværksulykker
Byggeri | Af Kristian Troelsen |
80 procent af ulykkerne hos Skou Gruppen skyldes manglende omtanke og hastværk. Det skal ny kampagne gøre op med.
Det er velkendt, at byggeindustrien er en af de brancher, som oplever mange arbejdsulykker. På trods af gode resultater med de senere års sikkerhedsarbejde, oplever Skou Gruppen stadig, at der sker for mange småulykker på byggepladserne, der nemt kunne undgås ved at bruge lidt ekstra tid på arbejdsopgaven. Derfor har Skou Gruppen nu igangsat en langsigtet arbejdsmiljøkampagne, der skal sænke antallet af arbejdsulykker.
Ulykker skyldes hastværk
- Over en lang periode ringede formanden for vores sikkerhedsudvalg til kollegaer, som havde været ude for en arbejdsulykke og spurgte, hvad der var sket. På den måde fandt vi ud af, at 80 procent af ulykkerne skete, fordi folk ikke tænkte sig om, eller fordi de troede, at de gjorde Skou Gruppen en tjeneste ved at skynde sig, forklarer byggeleder og sikkerhedsrepræsentant i Skou Gruppens sikkerhedsudvalg, Jan G. Svendsen, og fortsætter:
80 procent af ulykkerne skete, fordi folk ikke tænkte sig om, eller fordi de troede, at de gjorde Skou Gruppen en tjeneste ved at skynde sig.
Jan G. Svendsen
Sikkerhedsrepræsentant i Skou Gruppen
- I vores kampagne gør vi det klart, at det hverken er i deres egen eller i Skou Gruppens interesse, at medarbejderne skynder sig så meget. I stedet skal de tænke sig om en ekstra gang og overholde de forskellige sikkerhedsbestemmelser.
Nøgne damer på væggene
Skougruppen har haft en tekstforfatter og grafisk designer til at forestå de gule plakater med humoristiske tegninger, der nu hænger på alle Skou Gruppens byggepladser for at minde håndværkerne om, at de skal passe på sig selv og hinanden i det daglige arbejde.
- Vi har tegnet håndværkerne og skurvognens indretning stereotypt med fx nøgne damer på væggene, fordi vi vil bruge humor til at få budskaberne til at fange, uden at vi taler ned til medarbejderne, siger grafisk designer Jenz Koudahl, der har tegnet plakaterne, og tekstforfatter Jan Sverker supplerer:
- Hovedtemaet "0 arbejdsulykker er skidegodt" går igen, men parallellen til, hvad der ikke er godt at have nul af, varierer. Fx nul wienerbasser, nul bajere og nul folde-ud-piger. Det giver et andet billede end de rationelle og vejledende sikkerhedskampagner, og så er der større chance for, at budskabet om nul arbejdsulykker hænger fast.
Nye plakater hver måned
Hver måned vil en ny plakat komme op at hænge på byggepladserne, og de følges op med dialogmøder på byggepladsen. Samtidig er der lavet en kursusplan, som strækker sig over de kommende år, hvor arbejdsmiljørepræsentanter, byggeledere og øvrige håndværkere undervises i arbejdsmiljø.
Håndværkerne hos Skou Gruppen har indtil videre taget godt imod den nye kampagne.
- I de mere end 20 år, jeg har arbejdet i byggebranchen i Danmark, har jeg aldrig set sådan en kampagne. Den er sjov, og det er den bedste måde at få det om arbejdssikkerhed til at trænge ind, siger maskinsnedker Henning Nygaard Hansen.