Regeringen præsenterer lempelser af Planloven
Politik | Af Dan Bjerring |
Kommunerne får færre regler og mere albuerum, når der skal skabes udvikling i landdistrikterne.
Der er ikke tale om de helt store ændringer af Planloven i det udspil, miljøminister Kirsten Brosbøl (S) præsenterede torsdag. Men lidt har også ret, og kommunerne får blandt andet mulighed for hurtigere opsætning af mobilmaster med en høringsfase på kun to uger, ligesom virksomheder i nedlagte landbrugsbygninger får lettere ved at udvide uanset antal ansatte. I dag må virksomhederne maksimalt have fem medarbejdere, hvis de vil udvide uden en landzonetilladelse.
Desuden vil regeringen skabe friere rammer for udvalgsvarer i bymidterne, så også byer med under 40.000 indbyggere - som eksempelvis Hillerød og Hjørring - får ret til at placere store udvalgsvarebutikker over 2.000 kvadratmeter i bymidten.
Kortere høring
Det skal være nemmere at få tilladelse til nybyggeri og erhvervsbyggeri, idet høringsperioden for lokalplaner forkortes, så forsinkelse og fordyrelse undgås, ligesom der bliver lettere adgang for byggeri og anlæg i kystnærhedszonen.
Kommunerne får fremover mulighed for at byudvikle i kystnærhedszonen, hvis byudviklingen planlægges i sammenhængende og bag ved eksisterende byzone i kystnærhedszonen.
Alle mindre virksomheder i nedlagte landbrugsbygninger må udvide op til 500 kvadratmeter uden landzonetilladelse, og fremover forhøjes grænsen fra 10 til 15 ferieboliger, som det bliver muligt at udleje i nuværende eller tidligere landbrugsejendomme, overflødiggjorte driftsbygninger eller stuehuse.
Byggeret
Det bliver også muligt for kommunerne at give tilladelse til at opføre en tilsvarende ny bygning, som også kan benyttes til erhverv, hvis en overflødiggjort landbrugsbygning rives ned, samtidig med at regeringen udvider byggeretten fra tre til fem år, så byggeretten ikke risikerer at udløbe i dårlige tider.
Sidst, men ikke mindst, bliver der forbedrede muligheder for at flytte bygning på en matrikel. I landzonen kan ny bebyggelse placeres mere attraktivt, fordi det bliver muligt at opføre nye bygninger længere væk fra eksisterende bygninger på grunden.