Dansk Byggeri bakker op om bedre vækstforhold i Norden
Politik | Af Kristian Troelsen |
Der er allerede en del handel mellem de nordiske lande, men der er stadig forhold, der kan gøre det besværligt for virksomheder at vokse i Norden. Det skal der gøres noget ved, lyder det fra ministeren for nordisk samarbejde, og Dansk Byggeri bakker op.
Danmark har formandskabet i Nordisk Ministerråd i 2015, og den titel skal blandt andet bruges til at give bedre forhold for handel med varer og tjenesteydelser mellem de nordiske lande. Det har minister for nordisk samarbejde, Carsten Hansen, udtalt, og Dansk Byggeri er meget positive over for udmeldingen.
- Det seneste par år har over hundrede virksomheder årligt henvendt sig med spørgsmål om eksport til de nordiske lande og især Norge, siger chefkonsulent i Dansk Byggeris internationale afdeling, Anita Kurowska Larsen.
Der er uforklarligt mange skatterutiner, som både virksomheder og deres ansatte bliver udsat for, også selvom de kun er afsted på en treugers opgave.
Anita Kurowska Larsen
Chefkonsulent, Dansk Byggeri
To ud af tre trækker sig
Ifølge Dansk Byggeris erfaringer trækker to ud af tre virksomheder sig ud af det nordiske eksportmarked enten med det samme eller inden for det første år.
- Det, virksomhederne oplever, er et fragmenteret regelsystem og en uforholdsmæssig stor administrativ byrde. Der er uforklarligt mange skatterutiner, som både virksomheder og deres ansatte bliver udsat for, også selvom de kun er afsted på en treugers opgave, siger Anita Kurowska Larsen.
Dansk Byggeri glæder sig over den indsats, man vil gøre i Nordisk Ministerråd for at gøre det lettere at handle de nordiske lande imellem, og Dansk Byggeri er også klar til at hjælpe.
- Vi er godt klar over, at en ændring i disse regler og forhold ikke bare sker natten over, men vi er også klar til det lange, seje træk, siger Anita Kurowska Larsen.
Den 30. april afholdes konferencen 'Norden som rollemodel', og her vil en uformel rådgivningsgruppe nedsat af minister Carsten Hansen præsentere de 15 mest presserende grænsehindringer. Gruppen består af repræsentanter fra fagforeninger og erhvervsorganisationer, og arbejdet er koordineret med de respektive søsterorganisationer i de nordiske lande for at give perspektiv fra hele Norden.