Tidligere banearealer i Aarhus skal udvikles
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Uddannelsesinstitutioner og ungdomsboliger skal være en væsentlig del af byudviklingen på Godsbanearealerne.
TI sidste uge fremlagde rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz sine visioner for et nyt aarhusiansk brokvarter, som skal strække sig fra Godsbanearealet til Åby Skole. I dag mandag skal Magistraten så behandle et forslag om at igangsætte byudviklingen på Godsbanearealerne, hvor en udviklingsplan skal sikre, at visionerne for bydelen bliver realiseret.
Udviklingsplanen bygger på en strategi, der kaldes "den skræddersyede bydel", hvor den fysiske plan udarbejdes i samarbejde med de fremtidige brugere af bydelen. Planen vil derfor udvikle sig i takt med, at der udbydes og sælges arealer.
Godsbanearealerne har deres egen identitet som pulserende, ungdommelig bydel. De har en vigtig funktion, da de danner overgangen fra de eksisterende til de kommende bydele.
Rådmand Kristian Würtz
Teknik og Miljø, Aarhus Kommune
Teknik og Miljø forventer at udbyde de første arealer til efteråret.
- Godsbanearealerne har deres egen identitet som pulserende, ungdommelig bydel. De har en vigtig funktion, da de danner overgangen fra de eksisterende til de kommende bydele, og derfor er det vigtigt, at vi har blik for sammenhængene, siger Kristian Würtz.
Skæv identitet
Godsbanearealerne skal på sigt rumme en helt ny bydel, som skal have sin helt egen stemning og identitet. Selv om det ikke er mange år siden, at DSBs tog forlod sporene, forbinder mange allerede Godsbanen med den bulede asfalt og de små træhuse omkring sig med noget karakterfuldt, skabende og forfriskende skævt.
Det er hensigten, at uddannelsesinstitutioner og ungdomsboliger bliver en central del af arealerne. Konkret foreslås der salg af areal til Aarhus Produktionsskole, Kollegiekontoret og Arbejdernes Andelsboligforening. Samtidig skal der reserveres et areal frem til midten af 2017, så der kan gennemføres en konkurrence om placering af ny arkitektskole.
Institut for X
Der lægges samtidig op til, at det nuværende miljø omkring "Institut for (X)" - der er en slags platform for unge iværksættere inden for blandt andet kunst, kultur og design - udvikles som en del af Godsbanearealernes dna.
Derfor foreslås det, at aktiviteterne får mulighed for at blive videreført som minimum frem til og med 2017. Endelig foreslås der anlagt en grøn og eksperimenterende bypark på sydsiden af Godsbanearealerne med forbindelse ud til Brabrandstien.