Ørestad Nord: Udsolgt af jord til boliger
Byggeri | Af Torben Jastram |
By & Havn har nu solgt de sidste to stumper byggejord til boligbyggerier i Ørestad Nord.
Pensionskasse AP Pension har i Ørestad Nord lige op ad DR-byen og Nordeas kommende domicil købt en af områdets sidste byggeretter for boligbyggerier. Her får AP Pension mulighed for at bygge små 17.000 etagemeter boliger.
Også nabogrunden er solgt - til en foreløbig unavngiven investor. Dermed er der ikke flere muligheder for at bygge boliger i den nordligste af de fire Ørestad-områder. Det skriver Berlingske Business.
Vi er meget glade for placeringen. Vi opfører 171 boliger og vil leje dem ud.
Ejendomsinvesteringschef Peter Olsson
AP Pension
- Vi er meget glade for placeringen. Vi opfører 171 boliger og vil leje dem ud. Med en fornuftig totalpris forventer vi en bred beboersammensætning og mange med almindelige lønindkomster. Måske kommer en del af lejerne fra DR og Nordea lige ved siden af, siger ejendomsinvesteringschef Peter Olsson, AP Pension, til avisen.
Det cirka 400 mio. kroner dyre boligprojekt, Den Grønne Karré, er tegnet af Arkitema, og byggeriet skal opføres af NRE. Der forventes ifølge Berlingske Business byggestart sidst på foråret, og byggeperioden kommer til at strække sig cirka 15 måneder frem i tiden.
Selvom alle boliggrunde nu er solgt, så har By & Havn stadig fire erhvervsfelter i Ørestad Nord, der endnu ikke er er afsat.