BIG skal skabe børnenes hovedstad
Arkitektur | Af Kristian Troelsen |
BIG - Bjarke Ingels Group og UiWE er valgt som rådgivere for arbejdet med en ny visionsplan for Billund.
Det bliver BIG - Bjarke Ingels Group som hovedrådgiver og UiWE som underrådgiver, der kommer til at slå stregerne til den nye visionsplan for Billund. Planen skal synliggøre byens karakter som en by, hvor leg, læring og kreativitet er omdrejningspunktet.
- Med BIG og UiWE får vi rådgivere med international ekspertise, og valget understreger, at vi har høje ambitioner på Billunds vegne, siger Borgmester i Billund Kommune, Ib Kristensen, i en pressemeddelelse.
Med BIG og UiWE får vi rådgivere med international ekspertise, og valget understreger, at vi har høje ambitioner.
Ib Kristensen
Borgmester i Billund Kommune
Billund har tidligere lanceret visionen om Billund som børnenes hovestad, og ideen med den nye visionsplan er at tydeliggøre Billund som en international destination med et stort potentiale for udvikling inden for turisme samt som et oplagt hjemsted for virksomheder, der arbejder inden for leg, læring og kreativitet.
Projekt til fem millioner
BIG står i forvejen bag Lego House, der aktuelt er under opførelse i Billund, mens kulturdesignbureauet UiWE aktuelt arbejder med en kulturudviklingsstrategi og identitet for en ny bydel omkring Bella Center.
UiWE bliver synlig i Billund i nærmeste fremtid, når bureauet går i gang med forskellige undersøgelser i byen. Undersøgelserne vil munde ud i en række analyser, som BIG vil bruge i udviklingen af visionen for Billund.
Projektet, der har et budget på fem millioner kroner, løber frem til slutningen af 2015.
Det er Billund Kommune, Kirkbi og Realdania, der sammen står bag visionsplanen for Billund.