LM Byg A/S har store ambitioner
Erhverv | Af Torben Jastram |
Ambitionen for virksomheden er at få større opgaver som hovedentreprenør - op til 250 mio. kr.
Med afsæt i 28 års erfaring som råhusbygger og anlægsentreprenør med en betydelig og bredt funderet egenproduktion supplerer virksomheden aktiviteterne med etablering af ny afdeling for byggeri af hovedentrepriser.
- Vi står stærkt på markedet som både råhusbygger og anlægsentreprenør, og vi er nu klar til at gå stærkt ind på banen som hovedentreprenør på byggeopgaver med budgetter op til en kvart milliard kroner.
Jo flere aktører, der deltager i en hovedentreprise, desto mere kompliceret bliver det at koordinere og planlægge arbejdet.
Adm. direktør Carsten Mindegaard
LM Byg A/S
Det er administrerende direktør og ejer Carsten Mindegaard fra LM Byg A/S, der føjer nye alen til aktiviteterne i den 28-årige virksomhed med speciale i råhusbyggeri og anlægsentrepriser baseret på en stor egenproduktion.
- Vores aktiviteter og brede egenproduktion indenfor råhusbyggeri og anlægsentrepriser fortsætter uændret og udgør fundamentet for den nye afdeling, hvor vi med et team af branchens førende specialister i styring af større byggerier er klar til at udnytte virksomhedens unikke produktionserfaring til at imødekomme en markant øget efterspørgsel efter hovedentreprenører med stor egenproduktion.
Det rigtige team
Carsten Mindegaard tilføjer, at LM Byg A/S tidligere i mindre omfang og på opfordring har påtaget sig opgaver i hovedentreprise, men understreger, at virksomhedens nye afdeling er gearet til at udnytte 28 års erfaring med byggeri i egenproduktion til at gå stærkt ind i kampen om at koordinere, styre og gennemføre større byggeopgaver som hovedentreprenør.
- Vi har det rigtige team af højt kvalificerede danske medarbejdere, vi har dybgående og mangeårig erfaring med egenproduktion, og vi har udviklet optimale redskaber til effektiv koordinering og risikostyring af kvalitet, økonomi og tid i hovedentrepriseopgaver, fastslår ejeren af LM Byg A/S og pointerer, at hovedentrepriser baseret på stor egenproduktion og færre aktører rummer betydelige fordele.
Billigere, bedre og mere sikkert
- Det er en klassisk udfordring for hovedentreprenøren at koordinere samarbejdet mellem en bred kreds af underentreprenører, der har hver deres spidskompetencer. Jo flere aktører, der deltager i en hovedentreprise, desto mere kompliceret bliver det at koordinere og planlægge arbejdet både før og under byggeriet, omkostningerne stiger, tidsplanerne skrider, antallet af fejl og mangler vokser og sikkerheden på byggepladsen forringes. Derfor oplever vi, at bygherrerne prioriterer hovedentreprenører, der med afsæt i en stor egenproduktion har kapacitet og styrke til at påtage sig en større rolle i det samlede byggeri, konstaterer Carsten Mindegaard.
Han tilføjer, at LM Byg A/S på den seneste hovedentreprise har topkarakteren A på tidsfrister, mangler, arbejdsulykker og kundetilfredshed.
- Det ser vi som resultat af de seneste års målrettede indsats med at udbrede viften af aktiviteter uden at miste fokus på kerneforretningen, samarbejdet på tværs i organisationen, samt kvalificeret uddannelse af struktørlærlinge, konstruktørelever og ingeniørpraktikanter til fremtidens byggeopgaver, siger han.