Kontrol med støjgener fra nyt jernbanebyggeri
Politik | Af Dan Bjerring |
Det er dog Banedanmark selv, der kontrollerer, om Banedanmark overholder støjgrænserne.
Det er ikke alene arbejdet med den københavnske metro, der giver anledning til støjproblemer hos naboerne. Det gælder også anlægget af den nye bane mellem København og Ringsted over Køge, og på den baggrund har De Konservatives transportordfører Mike Legarth bedt transportminister Magnus Heunicke (S) oplyse, om der er udregnet et totalt støjbillede i forbindelse med anlægsarbejdet af Ringstedbanen.
Ifølge Banedanmark er støjen omkring den nye jernbane beskrevet i en miljøredegørelse fra 2009, og heraf fremgår det, at anlægsarbejdet "så vidt muligt udføres i dagtimerne for at mindske generne for naboerne samt udføres så støjsvagt som muligt".
Banedanmark foretager i forbindelse med anlægsarbejdet løbende en vurdering af de særligt støjende arbejders omfang og varighed...
Magnus Heunicke
Transportminister
Løbende vurdering
Der peges desuden på, at det i anlægsloven er bestemt, at støjkonsekvenserne i anlægsperioden "som udgangspunkt holdes inden for grænserne i dagtimerne på 70 dB og om aftenen og natten på 40 dB".
- Banedanmark foretager i forbindelse med anlægsarbejdet løbende en vurdering af de særligt støjende arbejders omfang og varighed samt af om opsætning af midlertidige støjskærme vil have effekt. Det skal imidlertid påpeges, at der er tale om periodiske anlægsarbejder over en lang strækning, som ikke er stationære i hele anlægsperioden, hvilket gør, at beregninger af det totale støjbillede i anlægsfasen ikke er tilgængelige, oplyser ministeren.
Kontrollerer sig selv
Det er dog tydeligvis Banedanmark, der kontrollerer, at Banedanmark overholder reglerne - altså kontrollerer sig selv:
- For løbende at sikre, at Banedanmark overholder de gældende forskrifter for anlægsarbejdet, har Banedanmark iværksat følgende tiltag. Banedanmark og Banedanmarks entreprenører er forpligtede til at overholde de fastsatte støjgrænser, herunder de af den pågældende kommune meddelte regler og forskrifter for støjende arbejder. Entreprenørerne er endvidere forpligtet til overholdelse af Banedanmarks generelle arbejdsbetingelser i forbindelse med anlægsarbejdet, herunder at vælge det materiel, der er mindst støjende. Arbejdsmetoden skal derfor godkendes af Banedanmark. Det gælder ligeledes, at entreprenøren i forbindelse med særligt støjende arbejde skal søge om dispensation hertil. Ved ansøgning om dispensation til udvidet arbejdstid udarbejdes særskilt støjberegning for det pågældende anlægsarbejde, forklarer Magnus Heunicke videre.
Entreprenør kontaktes
Banedanmark har for at overvåge støjen under anlægsarbejdet opstillet støjmålere på seks befolkningstætte områder ved tunnelbyggeriet i Københavns Kommune og Hvidovre Kommune. Banedanmark anvender de indsamlede data til at overvåge, om støjgrænser overholdes, og er dette ikke tilfældet, kontaktes den relevante entreprenør for at få forholdet bragt i orden.
Desuden har Banedanmark visse steder, hvor det er vurderet nødvendigt, fordi der er bebyggelse meget nær et længerevarende anlægsarbejde, opstillet midlertidige støjskærme.
Dertil kommer, at Banedanmark varsler naboerne til byggeriet særskilt om støjende arbejde.